Tennissportens Dag slår alle rekorder

200 tennisklubber inviterer lørdag den 30. april mere end 6.000 danskere på alle aldre og niveauer til gratis tennis. Sidste år gav det 1.000 nye medlemmer.
28. apr 2016
200 tennisklubber inviterer lørdag den 30. april mere end 6.000 danskere på alle aldre og niveauer til gratis tennis. Sidste år gav det 1.000 nye medlemmer.

I år inviterer tennisklubber landet over for første gang nye og gamle spillere til Tennissportens Dag under DIF og DGIs fælles vision ’Bevæg dig for livet’, der skal gøre danskerne endnu mere idrætsaktive. Det sker på lørdag den 30. april, hvor 200 klubber åbner dørene. Det er rekord og en markant fremgang fra 135 klubber i 2015. Forventningen er, at flere end 6.000 danskere får svinget ketsjeren til arrangementer landet over.

Det er gratis at deltage på dagen, og klubberne stiller udstyr til rådighed for både børn og voksne.

”Danskerne efterspørger fleksible idrætstilbud, og det er lige præcis, hvad vi tilbyder i Bevæg dig for livet. Det er vigtigt, at vi ikke bare tilbyder et produkt én dag om året, som vi ikke kan leve op til i hverdagen. Vores Voksenintroduktionstilbud giver netop mulighed for at låne udstyr i klubben og prøve sporten af i 8 timers træning på hold, så man får det bedste af både spillet og det sociale,” siger Lorenz Sønderby, projektleder i Bevæg dig for livet – Tennis.

På Tennissportens Dag tilbyder klubberne forskellige muligheder for at prøve kræfter med tennis. I nogle klubber er der også alternative tilbud fra street tennis på små baner til FitnessTennis eller pop up-tennis på baner, der er opsat præcis til lejligheden. Flere steder rykker tennisklubberne ud i bybilledet for at møde de mulige medlemmer i nye rammer.

”Tennis er meget fleksibelt. Det er en sport, der følger danskerne gennem hele livet. Det ser man tydeligt ved, at tennis er blandt de største idrætter for både børn og seniorer. Med vores Familietenniskoncept kan mange klubber også tilbyde fælles træning for forældre sammen med deres børn. Målet med Tennissportens Dag er at komme ud til danskerne med de mange tilbud, vi har på hylderne,” siger Lorenz Sønderby.

Sidste år var der 4.000 besøgende fordelt på til Tennissportens Dag, hvoraf halvdelen var nye besøgende. Landet over førte det til 1.000 nye medlemmer i klubberne.

Læs mere om mulighederne og find et arrangement tæt på dig her.

For yderligere information, kontakt:
Lorenz Sønderby, Projektleder i ’Bevæg dig for livet – Tennis’: 2461 1404

Bevæg dig for livet:
Partnerskabet mellem DIF og DGI er det største i dansk idræt nogensinde. Det er støttet af Nordea-fonden og TrygFonden. Visionen er, at Danmark skal være den mest idrætsaktive nation i verden. I 2025 skal 50 procent af danskerne være aktive i en idrætsforening, og 75 procent skal være fysisk aktive.