Prominente gæster ved ungdoms-OL

H.K.H. Kronprins Frederik og Kulturminister, Bertel Haarder, har begge besøgt de danske atleter til Youth Olympic Games (YOG) i Lillehammer.
18. feb 2016
H.K.H. Kronprins Frederik og Kulturminister, Bertel Haarder, har begge besøgt de danske atleter til Youth Olympic Games (YOG) i Lillehammer.
Konkurrencerne er i fuld gang ved vinterlegene i Lillehammer, og selvom der er et stort fokus på de danske atleters sportslige præstationer, er vigtigheden i at få erfaringer og gode oplevelser mindst ligeså vigtig. Under YOG i Lillehammer har både H.K.H. Kronprins Frederik og kulturministier, Bertel Haarder, været i Norge for at hilse på de danske atleter.

”Det er jo med til at skabe en fantastisk stemning i lejren. Både Kronprinsen og kulturministeren kunne spørge atleterne om, hvordan de træner og om deres personlige mål, ” siger OL-chef de mission, Jakob Ovesen.

Det er blandt andet oplevelser som disse, som ifølge Jakob Ovesen kan biddrage til, at de unge stjernefrø får en endnu større motivation til at ville se den olympiske ild blive tændt til det ”rigtige” vinter OL.

”Det betyder meget for atleterne. De får en anerkendelse, som er vigtig. Det er både rigtig vigtigt for den enkelte udøver, så man har lyst til at blive ved med at træne hårdt, men også for idrætten, at der er fokus på de unge atleter, ” afslutter Jakob Ovesen.

YOG slutter den 21 februar, og kan de sidste dage følges på Facebooksiden: Danmark til OL.