Idrættens Træner Akademi er en stor succes

I en evaluering af elitetræneruddannelsen har størstedelen af deltagerne udtrykt stor tilfredshed
15. jan 2016
I en evaluering af elitetræneruddannelsen har størstedelen af deltagerne udtrykt stor tilfredshed
I midten af marts begynder en ny omgang af Idrættens Træner Akademi. Elitetræneruddannelsen er den højeste træneruddannelse i dansk idræt og giver deltagerne kvalifikationer til at håndtere talent- og eliteudøvere på højt nationalt og internationalt niveau. 

I en evaluering af den fælles del af elitetræneruddannelsen har deltagerne svaret således:

  • Ti ud af elleve trænere vil anbefale elitetræneruddannelsen til andre trænere
  • Deltagernes tilfredshed med underviserne ligger på 4,8 på en skala fra 1-5, hvor 5 er det højeste
  • Til spørgsmålet, om den viden, deltagerne har fået på uddannelsen, er brugbar er gennemsnittet 4,5 på en skala fra 1-5, hvor 5 er det højeste
  • Deltagernes tilfredshed med uddannelsen ligger på 4,2 på en skala fra 1-5, hvor 5 er det højeste

Det er en vurdering, som Stefan Hansen fra Dansk Svømmeunion, der er assistenttræner i det nationale træningscenter i Bellehøj, kan nikke genkendende til. 

”Personligt synes jeg, at det har været rigtig spændende. Jeg synes især, at koblingen mellem teori og praksis igennem hele forløbet har fungeret godt for mig. Jeg fået nogle idéer til, hvordan jeg kan forny mig selv og komme udover de traditioner og faste rutiner, vi har i svømmesporten” siger Stefan Hansen, der er igennem den fælles del af uddannelsen og nu blot mangler Dansk Svømmeunions del. 

Den store tilfredshed med uddannelsen glæder Jakob Ovesen, der er DIF konsulent i Team Talent og Elite.

”Det har været et klart mål for DIF og Team Danmark, blandt andet via revidering af indhold og struktur, at øge tilfredsheden med ITA. Det er glædeligt at vi, sammen med de dygtige undervisere, er lykkedes med det," siger han

Ansøgningsfristen for at komme med i den nye omgang af Idrættens Træner Akademi er den 25. januar, hvor dit specialforbund skal have modtaget ansøgningen. Ansøgningsskemaet kan findes på www.dif.dk – søg efter Idrættens Træner Akademi.