Indsatsen mod matchfixing styrkes

Anti Doping Danmark bliver ansvarlig for koordineringen af kampen mod matchfixing.
14. jan 2016
Anti Doping Danmark bliver ansvarlig for koordineringen af kampen mod matchfixing.
Pr. 1. januar 2016 er sekretariatet for den nationale platform for koordinering blevet placeret hos Anti Doping Danmark, der dermed får ansvaret for at koordinere indsatsen mod matchfixing mellem idrætten, spiludbydere og de offentlige myndigheder som f.eks. politi og Spillemyndigheden.
Det oplyser Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

Kulturminister Bertel Haarder siger:
”Det er vigtigt, at vi står sammen i kampen mod matchfixing, og at alle parter tager ansvar. Derfor har vi fra statens side nedsat en national platform og stillet krav til idrætten om blandt andet at vedtage og håndhæve regler mod matchfixing. Fra statens side vil vi gerne aktivt støtte op om kampen mod matchfixing, og jeg håber, at vi kan fortsætte det gode samarbejde med spiludbyderne og idrætten, som vi f.eks. lige nu har med vores fælles kampagne mod matchfixing, ”Sig noget, hvis du ser noget”.”

Placeringen af platformen er en udløber af matchfixinglovgivningen, som Folketinget vedtog i april 2015.

Samtidig afsættes der 1,0 mio. kr. til opstart af platformen. Midlerne går til etableringsomkostninger, herunder eksempelvis til personaleressourcer og opgradering af IT-systemer, med henblik på at give platformen et løft fra start, så platformen hurtigere vil kunne højne kvaliteten af indsatsen.

Midlerne til den ekstraordinære indsats er udmøntet af parterne bag den politiske stemmeaftale om idræt: Regeringen (Venstre), Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Konservative Folkeparti.

Samtidig med at den nye platform mod matchfixing placeres hos Anti Doping Danmark, træder dopinglisten for 2016 i kraft.

Læs mere om kampagnen ”#stopmatchfixing.dk – sig noget, hvis du ser noget” på www.stopmatchfixing.dk