Wozniacki: Jeg vil vinde medalje i Rio

I et interview med Idrætsliv, som netop er kommet på gaden, slår den danske tennisdarling fast, at OL i Rio er næste års helt store mål.
15. dec 2015
I et interview med Idrætsliv, som netop er kommet på gaden, slår den danske tennisdarling fast, at OL i Rio er næste års helt store mål.
Caroline Wozniacki har været med til OL i både 2008 og 2012, men uden at spille sig hele vejen op på podiet. Det kommer til at ændre sig næste år i Rio. I hvert fald hvis det står til Caroline selv. I den seneste udgave af Idrætsliv lægger Danmarks største sportsnavn vægt på den erfaring, hun kan tage med til Brasilien.   

”Det bliver en helt anderledes Caroline end de andre gange. Jeg har meget mere erfaring end tidligere, og så er jeg selvfølgelig blevet ældre og har lært en masse. Jeg har prøvet rigtig meget i min karriere. Derudover ved jeg hundrede procent, hvordan det er at være til OL, og derfor tror jeg også på, at en medalje er mulig,” siger Caroline Wozniacki. 

På trods af et skuffende 2015 er troen på egne evner stadig intakt hos den 25-årige tennisstjerne. 

”Jeg har været nummer et i verden. Jeg har vundet over alle de andre spillere, der kommer til OL-turneringen, så jeg tror på mig selv. Selvfølgelig handler det om, at alt skal flaske sig i sådan en turnering, men jeg går selvfølgelig efter det bedst mulige resultat,” siger Caroline Wozniacki.   

De olympiske lege i Rio begynder den 5. august og løber til og med den 21. august. Det er første gang, OL bliver afholdt i Sydamerika.   

I den nyeste udgave af Idrætsliv kan du blandt andet også læse om:

- De mange idrætsskandaler i 2015
- Floorballs stigende popularitet
- Danmarks Sportsdanserforbund og de udfordringer, sporten står overfor
- Taekwondokæmperen Lisa Kjær Gjessing og hendes overgang fra raskatlet til paraatlet

Læs Idrætsliv online her, eller bestil det til dit klubhus eller hal i så mange eksemplarer, I har brug for på jaa@dif.dk.