Her er de nominerede til Kulturministerens Handicapidrætspris

DIF’s indstilling, Lisa Kjær Gjesing, er blandt de tre finalister. Derudover er Team Tvilling og Idrætsteamet på Byskovskolen nomineret.
15. dec 2015
DIF’s indstilling, Lisa Kjær Gjesing, er blandt de tre finalister. Derudover er Team Tvilling og Idrætsteamet på Byskovskolen nomineret.

Kulturministerens Handicapidrætspris hylder personer og organisationer, som gør en særlig indsats for at fremme eller udvikle handicapidrætten. Prisen overrækkes af kulturministeren den 9. januar 2016 til Sport2015-showet i Messecenter Herning. Med prisen følger ikke alene æren, men også 75.000 kroner.

”Med Kulturministerens Handicappris 2015 hylder vi de mange atleter, ildsjæle, klubber og foreninger, der gør en forskel for handicapidrætten i Danmark. De nominerede har alle, på hver deres måde, gjort en ekstraordinær indsats. De har enten hjulpet med til at løfte en vigtig opgave, inklusion, eller nået utrolige højder inden for idrætten. Jeg glæder mig til at møde dem og overrække prisen til Sport2015 i Herning,” siger kulturminister Bertel Haarder. 


De nominerede kandidater

Parataekwondokæmper Lisa Kjær Gjessing

Lisa Kjær Gjessing er indstillet af Danmarks Idrætsforbund for at være aldeles suveræn i sin klasse i taekwondo og for at være en fighter ud over det sædvanelige.
For godt tre år siden fik hun bortamputeret halvdelen af sin venstre underarm som følge af knoglekræft. I sin kamp tilbage til en normal hverdag genoptog hun sin store passion – taekwondo – men nu som parateakwondokæmper. I 2015 vandt hun både europamesterskabet og verdensmesterskabet. Da Lisa Kjær Gessing hev VM-titlen i hus, var der tilmed tale om et hattrick, idet hun også vandt titlen i 2014 og 2013.   

Team Tvilling

Danske Handicaporganisationer har indstillet Team Tvilling, som består af Peder og Steen Mondrup, for at være innovative iværksættere på idrætsområdet. De har parret stærkt fysisk og kognitivt udfordrede mennesker med unge toptrænede atleter, der bruger deres styrke til at give disse udfordrede mennesker en indgang til idrætsgrene, som de fleste troede var udelukket. Team Tvilling har skabt Foreningen Team Tvilling, som nu tæller 76 medlemmer – ligeligt fordelt med 38 handicapatleter og 38 løbere. Foreningen er et enestående eksempel på, hvordan inklusion kan praktiseres i virkeligheden, og ved at fremstå som et godt eksempel har Foreningen Team Tvilling aktiveret en håndfuld kommuner til at arbejde med inklusion i sportens verden.

Idrætsteamet på Byskovskolen, afdeling Asgård i Ringsted

Handicapidrættens Videnscenter har indstillet Idrætsteamet på Byskovskolen, afdeling Asgård i Ringsted, for dens store indsats med at inkludere børn med handicap i idrætsaktiviteter sammen med børn uden handicap. En inklusion som ikke bare har vist sig i idrætstimerne, men helt generelt på skolen. Eleverne i de almindelige klasser ser nu på eleverne med særlige forudsætninger som ligeværdige kammerater, der blot har brug for lidt tilpasninger for at kunne deltage. Denne effekt ved at anvende et idrætstema til brug for inklusion har skolen endvidere delt med andre lærere gennem den fælles læringsportal, EMU.

Yderligere oplysninger: 

Kulturministeriets pressetelefon: 22765116
Per Lykke, kontorchef i Kulturministeriet: 22705144