Udviklingshandicappede skal inkluderes i klubberne

Dansk Handicap Idræts-Forbund vil have flere udviklingshandicappede på medlemslisterne i almenidrættens klubber. Projektet er døbt ’Special olympics i almenidrætten’, og i flere klubber er man allerede godt i gang med at inkludere de udviklingshandicappede til gavn for både klub og udøvere.
10. dec 2015
Dansk Handicap Idræts-Forbund vil have flere udviklingshandicappede på medlemslisterne i almenidrættens klubber. Projektet er døbt ’Special olympics i almenidrætten’, og i flere klubber er man allerede godt i gang med at inkludere de udviklingshandicappede til gavn for både klub og udøvere.

De hullede hvide bolde hvirvler ind i det lave måls net i pendulfart. Markspillerne træner skudpræcision med koncentrerede blikke og et fast greb om floorballstaven. Kun boldens trippende bane over halgulvet fylder lydtapetet under de første skud til dagens træning for Special Olympics-holdet i Herning Floorball Club. Men så sker der noget. En knyttet næve bliver løftet mod hallens blændende loftlys efter en scoring, og koncentrationen bliver afløst af et jubelbrøl. Målet løfter i skørterne igen, og der lyder et nyt jubelbrøl fra endnu en begejstret floorball-spiller. Og så et mere. 

”Glæden til sporten er tydelig. Stod det til dem, ville de spille floorball hver dag,” siger Poul Janik Jensen om det dedikerede Special Olympics-hold, som han er både træner og formand for.

Holdet har eksisteret i et år, og formand Poul Janik Jensen fortryder ikke, at Herning Floorball Club åbnede dørene for Special Olympics-spillerne:

”Slet ikke. Jeg har absolut ingen betænkeligheder haft ved det. De bringer glæde i klubben og er blevet taget godt imod af vores andre hold. De kræver måske en anelse mere tålmodighed og klarere rammer, men de er til gengæld meget ihærdige og giver altid et smil på læben.”

Hjælpetræner og initiativtager til holdet, Yrsa Petersen er enig:

”Man får en masse taknemmelighed og gode oplevelser med den her målgruppe, og man kommer lynhurtigt til at holde af dem.”

Diagnose ikke afgørende
I flere år har det været kutyme, at udviklingshandicappede dyrkede sport på bosteder, i institutioner eller handicapidrætsforeninger, men den tendens er vendt. Projektet ’Special Olympics i Almenidrætten’ skal skubbe yderligere til den udvikling.

”De bedste trænere, det bedste udstyr og faciliteter findes i specialforbundene, så her får de udviklingshandicappede det optimale sportslige udbytte,” fortæller breddechef i DHIF Søren Jul Kristensen. Fælles for Herning Floorball Clubs Special Olympics-spillere er forskellige typer af mildere udviklingshandicap. 

”Nogle spillerne har ADHD, andre har indlæringsvanskeligheder. Men det er ikke afgørende. Det unikke sammenhold og glæden ved sporten kommer i første række, og det mærker man tydeligt til både træning og kamp,” fortæller initiativtager Yrsa Petersen og fortsætter:

”Vi vil gerne præge de unge mennesker til at have sunde interesse og vise dem, at de bliver accepteret i det samfund, vi lever i.”

En vindersituation for alle parter
22-årige Dan Thisted er én af holdets målmænd, og han er begejstret for at spille i Herning Floorball Club. Særligt én ting, ser han frem til:

”Vi skal til en stor turnering i Rosenheim i Tyskland inden længe, og jeg glæder mig til at føle mig som en NHL-stjerne. Det betyder meget for mig at være en del af holdet og dyrke sport. Ellers havde jeg sikkert siddet derhjemme og lavet ingenting lige nu,” siger keeperen.

I DHIF er man overbevist om, at flere Special Olympics-hold i almenidrætten bliver en vindersituation for alle parter.

”Ser man på en klub som helhed, er det naturligvis et godt og sundt signal at sende, at man tager socialt ansvar og gør plads til alle. Samtidig får både trænere og andre medlemmer muligheden for at stifte bekendtskab med mennesker, der har en anden livsglæde og spontanitet. Det overskygger klart det praktiske arbejde ved at oprette et Special Olympics-hold,” slutter breddechef Søren Jul Kristensen.