Universitetsroning vandt regional afstemning i Danskernes Idrætspris

Over 50 procent af alle de afgivne stemmer i den regionale afstemning om Danskernes Idrætspris var sat ved Universitetsroning i Aalborg. Dermed er den regionale kandidat, der går videre til den landsdækkende semifinale, fundet. Danskernes Idrætspris, der præsenteres af e-Boks i samarbejde med DIF og DR P4, uddeles til DR’s årlige sportsgalla. Med prisen følger 100.000 kr.
13. nov 2015
Over 50 procent af alle de afgivne stemmer i den regionale afstemning om Danskernes Idrætspris var sat ved Universitetsroning i Aalborg. Dermed er den regionale kandidat, der går videre til den landsdækkende semifinale, fundet. Danskernes Idrætspris, der præsenteres af e-Boks i samarbejde med DIF og DR P4, uddeles til DR’s årlige sportsgalla. Med prisen følger 100.000 kr.
Det blev Universitetsroning fra Aalborg, der løb med den nordjyske førsteplads i konkurrencen om Danskernes Idrætspris. Dermed er idrætsinitiativet fra Aalborg fortsat med i konkurrencen om den samlede præmiesum på 100.000 kr.

Med førstepladsen går Universitetsroning sammen med syv andre regionale vindere fra resten af landet videre til semifinalen, hvor DIF’s bestyrelse udvælger tre finalister og herefter kårer vinderen. Vinderen af Danskernes Idrætspris offentliggøres 9. januar 2016 til DR’s sportsgalla, Sport 2015.

”Jeg er glad for, at det er en relativt lille idrætsgren, der på denne måde kommer frem og får lidt fokus. Jeg synes også, det er spændende, at man her forsøger at kopiere de verdensberømte ro-konkurrencer mellem universiteterne i Oxford og Cambridge. Det skaber noget hype som tilsyneladende får de yngre kræfter i gang. Det har været en tendens, at de unge foretrækker de individuelle motionsformer, men her er mange gået i gang med at træne på et ro-hold. På den måde er det tilbage til rødderne” siger Christian Bang, lokal DIF ambassadør, der sad med i den regionale dommerkomité, som udvalgte tre idrætsinitiativer til at gå videre til afstemningen.
De to øvrige idrætsinitiativer, der kunne stemmes på, var Vadum Bypark og Livlige landsbyer fra Strandby-Elling.

Afstemningen, der foregik på hjemmesiden for Danskernes Idrætspris, løb over tolv dage og sluttede fredag 13. november kl. 9. Universitetsroning fik over halvdelen af stemmerne.  

Om Universitetsroning
Universitetsroning blev startet i april 2013 af Aalborg Roklub i samspil med Aalborg Event og Aalborg Universitet, hvor der ikke havde været roning siden 1987 . Nu har de studerende på Aalborg Universitet taget ideen om universitetsroning til sig, og studerende fra alle fire fakulteter og mange forskellige studier kombinerer i dag det faglige med en aktiv livsstil. Selvom universitetsroning primært er for universitetsstuderende, er der også plads til unge ikke studerende med interesse for roning. På den måde er der mulighed for at ikke studerende møder andre, som deler samme interesse for roning og den aktive livsstil. På denne måde imødekommer universitetsroning alle unge, studerende såvel som ikke studerende, nybegyndere såvel som øvede, både på konkurrence- og på motionsniveau.
Formålet med initiativet i Aalborg Roklub er at sprede universitetsroning til hele landet. Universitetsroning i Aalborg tæller i slutningen af udendørssæsonen 2015 ca. 40 aktive roere, som mødes hver morgen klokken 6.00 for at træne inden studie eller arbejde.
Før initiativet universitetsroning blev etableret i Aalborg Roklub, var gennemsnitsalderen på klubbens medlemmer 59 år. Efter blot to år er den reduceret til 52 år, og universitetsroerne udgør nu 20 procent af de aktive medlemmer.

De otte regionale vindere er:
Fyn: Odense Sportscentrum
Midt- og Vestjylland: Aktiv onsdag (Struer)
Nordjylland: Universitetsroning (Aalborg)
Østjylland: Minitræning i naturen (Silkeborg Orienteringsklub)
Syd- og Esbjerg: Broen Tønder
Trekantsområdet: Søstjernerne (Sejlklubben i Vejle)
Sjælland og øerne: Lørdag i Sorø Hallen 
Hovedstadsområdet: Team Veteran (København)
Læs mere på www.danskernesidrætspris.dk

For mere information, kontakt venligst:
Susanne Søndahl Wolff, Nordic Communications & Marketing Director i e-Boks
E-mail: ssw@e-boks.dk, Mobil: 23 82 13 14

Martin Borch, konsulent i DIF
E-mail: mbo@dif.dk, Mobil: 29 16 09 18.

Om e-Boks
Fem millioner danskere modtager hvert år post i e-Boks – den digitale postboks, som er tilgængelig fra en hvilken som helst computer eller smartphone over hele verden. I 2014 blev over 250 millioner dokumenter overført via e-Boks, og det sparede miljøet for i alt 4.100 tons papir.
Blandt afsenderne er alle danske banker, alle landets kommuner og statslige styrelser, ATP, en række realkreditinstitutter, forsikringsselskaber, energiselskaber, fagforeninger og teleselskaber samt arbejdsgivere, som sender lønsedler til deres medarbejdere.
e-Boks er et aktieselskab, der ejes ligeligt af Nets og Post Danmark.
Læs mere på www.e-boks.dk

Om DIF
DIF er landets største idrætsorganisation med flere end 1,9 mio. medlemmer, som dyrker 90 forskellige idrætsgrene i 9.200 idrætsforeninger landet over. Foreningsidrætten er en afgørende forudsætning for, at den danske befolkning er en af de mest idrætsaktive befolkninger på verdensplan. Ikke færre end 350.000 frivillige i DIF-idrætten sikrer hver uge – året rundt – gode og sunde idrætstilbud til danskerne. Læs mere på www.dif.dk