DIF-direktør dybt skuffet over dopingafsløringer i atletikken

DIF's direktør, Morten Mølholm Hansen, er dybt skuffet over de forhold i atletikkens verden, som er blevet belyst af en kommission nedsat af WADA. Men han håber, at opmærksomheden kan føre til ændringer.
9. nov 2015
DIF's direktør, Morten Mølholm Hansen, er dybt skuffet over de forhold i atletikkens verden, som er blevet belyst af en kommission nedsat af WADA. Men han håber, at opmærksomheden kan føre til ændringer.
En kommission nedsat af WADA har i dag offentliggjort en rapport med alvorlige beskyldninger om bedrageri og dopingmisbrug i international atletik. I den forbindelse udtaler direktør for Danmarks Idrætsforbund (DIF), Morten Mølholm Hansen.

”Jeg er dybt skuffet over de forhold, som WADA i dag har fremlagt. De lægger sig desværre ind i rækken af meget kritisable forhold i international idræt. På den anden side synes jeg, det er godt, at der kommer opmærksomhed om forholdene i atletikken. Under alle omstændigheder gælder det nu om at vende de kritisable forhold til noget positivt og fremadrettet. Rapporten bør give medvind i sejlene for f.eks. en mere uafhængig og målrettet dopingkontrol – både nationalt og internationalt.”

”Det er presset fra bl.a. medier, som skaber ændringerne i øjeblikket. Det har man også set med den internationale cykelunion (UCI), som i dag er et andet sted, end for få år siden. Det kunne jeg konstatere for nylig, da jeg besøgte UCI og drøftede anbefalingerne fra vores og Anti Doping Danmarks rapport om doping i dansk cykelsport.”

”Jeg håber, at det her kan være et skridt på vejen til at rydde op i atletikken og de lande, som åbenbart endnu ikke har taget dopingbekæmpelsen alvorligt eller direkte saboteret den. Atletik er IOC’s vigtigste disciplin ved OL, så vi må også forvente, at der kommer en reaktion derfra.”

For yderligere kommentarer kontakt:
Morten Mølholm Hansen
Direktør, DIF
mmh@dif.dk 21663774