Idrætsfolk er også flinke af natur

Ny omgang af kampagnen Flink af natur handler om at rydde op efter sig.
3. nov 2015
Ny omgang af kampagnen Flink af natur handler om at rydde op efter sig.
Motionister og elitesportsfolk fra mange idrætsgrene færdes ofte i naturen og har derfor også et ansvar for, hvordan den ser ud, når de har forladt den. Det kan en ny omgang af kampagnen Flink af natur hjælpe dem med. Den nye kampagne fokuserer på affald.

En undersøgelse viser, at et overvældende flertal på 97 % vurderer deres oplevelse i naturen som positiv. Resultaterne viser dog også, at hver fjerde har følt sig generet af andre brugeres adfærd. Henkastet affald er den altdominerende og primære årsag til gener i naturen, hvor 73 % af dem, som oplever gener, beskriver henkastet affald som årsagen. Affald er desuden med til at ødelægge vores humør og gøre os utrygge.

Derfor tager Friluftsrådet, Naturstyrelsen og Danmarks Idrætsforbund initiativ til anden del af adfærdskampagnen Flink af Natur, som skal bidrage til at mindske problemet med henkastet affald, så alle kan få gode oplevelser, når de færdes i naturen – både på landet og i byområder.

Æbleskrog er også henkastet affald
Fra Hold Danmark Rents undersøgelser ved man, at mange ikke er bevidste om at fx ispinde, cigaretskod og tyggegummi er affald, som tager mellem 5-10 år for naturen at nedbryde. Småt affald er det affald, der ligger mest af rundt omkring i Danmark, og en af grundene er, at det ikke opfattes som affald, da det ikke fylder meget i landskabet. Selvom det blot tager 14 dage før et æbleskrog er nedbrudt, er det ikke særligt lækkert, hvis det ligger et sted, hvor man opholder sig – på stranden, i skoven eller i parken. Så derfor opfordrer kampagnen til, at idrætsfolk tager alt affaldet med sig. Også æbleskrog!

Kampagnen tager det udgangspunkt, at alle der færdes i naturen er flinke af natur. Det hedder fx ’Du tager madpakkepapiret med dig efter din skovtur. Du husker en lommeskraldepose til at have dit affald i, når du har været ude i naturen. Du samler et stykke affald op, som ligger på skovbunden og kalder på en skraldespand - du er flink af natur’.

Kampagnen løber frem til maj 2016.

Se kampagnens Facebook-side.