Idrætsinitiativer i Givskud og Vejle er med i opløbet om Danskernes Idrætspris

Alle i trekantsområdet kan nu stemme og på den måde udvælge et af tre idrætsinitiativer, der skal gå videre i konkurrencen om Danskernes Idrætspris. Et regionalt dommerpanel har udvalgt tre idrætsinitiativer ud af i alt ni nominerede. Med prisen følger 100.000 kr. og vinderen bliver hyldet ved DR’s sportsgalla i BOXEN. Danskernes Idrætspris er præsenteret af e-Boks i samarbejde med DIF og DR P4.
2. nov 2015
Alle i trekantsområdet kan nu stemme og på den måde udvælge et af tre idrætsinitiativer, der skal gå videre i konkurrencen om Danskernes Idrætspris. Et regionalt dommerpanel har udvalgt tre idrætsinitiativer ud af i alt ni nominerede. Med prisen følger 100.000 kr. og vinderen bliver hyldet ved DR’s sportsgalla i BOXEN. Danskernes Idrætspris er præsenteret af e-Boks i samarbejde med DIF og DR P4.
Aktiv Fritid, Søstjerne Sejlklubben Vejle og Givskud i Bevægelse er udvalgt til at gå videre i konkurrencen om at vinde Danskernes Idrætspris og de 100.000 kr., der følger med. Bag udvælgelsen står et regionalt dommerpanel bestående af Lone Tørnes Andersen, DIF ambassadør, Lasse Boesen, tidligere landsholdspiller i håndbold og Poul Sørensen, fra DR P4 Trekanten.

- Vi havde faktisk ikke så svært ved at finde de tre initiativer, der skulle gå videre. Vi talte alle initiativerne igennem, men var ret hurtigt enige. Vi har valgt tre innovative initiativer, der opfordrer til bevægelse. I særlig grad har vi været glade for de initiativer, der har fokuseret på at få børn i de tidlige årgange i bevægelse. Dommerkomiteen har desuden vægtet frivilligheden og samarbejde mellem idrætten og det sundhedsfaglige, siger Lone Tørnes Andersen, DIF ambassadør.

Nu er det op til borgerne i trekantsområdet at afgøre hvilket initiativ, der skal gå videre i konkurrencen. Der kan stemmes på et af de tre regionale finalist-initiativer på www.danskernesidrætspris.dk indtil fredag 13. november kl. 12.00. Det regionale initiativ, der får flest stemmer, går videre til slutrunden, hvor DIF’s bestyrelse vil udvælge tre finalister. Den endelige vinder offentliggøres ved DR’s show SPORT 2015 lørdag 10. januar 2016.

Om de nominerede initiativer i trekantsområdet

Aktiv Fritid er et initiativ, der involverer alle idrætsforeninger i Vejle Kommune og er med til at bygge bro til børn, der ellers er uden for foreningslivet. I et unik og fleksibelt samarbejde mellem kommunen, foreninger, lokale NGO'er, frivillige og fagpersoner på børneområdet, bringes alle muligheder i spil for at give børn en succesfuldt start i foreningslivet.
Det er et projekt, hvor integration og inklusion er både mål og redskaber til at få skabt gode resultater. Ambitionen med Aktiv Fritid er at give udsatte børn en mulighed for ikke kun at blive medlem af en idrætsforening, men også en del af et fællesskab, som de ikke har lyst til at forlade igen, og som de får lyst til at involvere sig i som frivillige på sigt. Aktiv Fritid samler desuden sammen med Red Barnet tøj ind i idrætshaller, skoler og svømmehaller, som vaskes og sorteres og gives til børnene, så de har idrætstøj.

Givskud i Bevægelse er et fælles tilbud til borgerne om bevægelse. Bag initiativet står fra Givskud GUF og FC GOG, der tilsammen tilbyder fodboldfitness for både kvinder og mænd, løbe- og gåmotion samt husmandsgymnastik. Bevægelsestilbuddet gælder fem dage om ugen på fastlagte tider med mulighed for fleksibel tilmelding via Facebook og sms.
Med Givskud i Bevægelse, der har plads til alle aldre, størrelser og etniciteter, er der tilført yderligere liv til et landsbysogn, der ønsker udvikling.

Søstjernerne Sejlklubben i Vejle er et initiativ, hvor børn helt ned til fem år kan få lov at prøve at sejle optimistjolle. Normalt er de otte år og på det tidspunkt er mange allerede fanget af anden sport. Til søstjernerne laves der specielle små sejl og børnene bliver udstyret med redningsveste med krave, så de ikke behøver at kunne svømme. For at skabe yderligere tryghed, starter børnene to i hver jolle. På den måde har de fået leget bølgerne, vinden og kæntringerne ind fra små. Sidste år startede de fire børn. Sidst på sæsonen var de otte-ti stykker. I år er holdet fyldt, og der er venteliste.
For Vejle Sejlklub giver det masser af liv på havnen, nye forældre i sejlskolen, gode kammerater og forhåbentlig et løft til sejlsporten, fordi ungerne allerede er erfarne, når de når den normale startalder.

For mere information, kontakt venligst:
Susanne Søndahl Wolff, Nordic Communications & Marketing Director i e-Boks
E-mail: ssw@e-boks.dk, mobil: 23 82 13 14

Martin Borch, konsulent i DIF
E-mail: mbo@dif.dk, mobil: 29 16 09 18.

Sådan foregår afstemningen
Ved at gå ind på www.danskernesidrætspris.dk kan man til og med fredag 13. november kl. 12.00 stemme på det idrætsinitiativ, som man synes fortjener at vinde Danskernes Idrætspris. Det er kun muligt at stemme én gang. De regionale vindere bliver offentliggjort af DR P4 efter afstemningen er slut.
De ni vindere af de regionale afstemninger bedømmes fagligt af DIF’s bestyrelse, som først vælger tre finalister og herefter afgør, hvilket af de tre initiativer der er vinderen. Den endelige vinder offentliggøres ved DR’s show SPORT 2014 lørdag 10. januar 2015.

Om e-Boks
Fem millioner danskere modtager hvert år post i e-Boks – den digitale postboks, som er tilgængelig fra en hvilken som helst computer eller smartphone over hele verden. I 2014 blev over 250 millioner dokumenter overført via e-Boks, og det sparede miljøet for i alt 4.100 tons papir.
Blandt afsenderne er alle danske banker, alle landets kommuner og statslige styrelser, ATP, en række realkreditinstitutter, forsikringsselskaber, energiselskaber, fagforeninger og teleselskaber samt arbejdsgivere, som sender lønsedler til deres medarbejdere.
e-Boks er et aktieselskab, der ejes ligeligt af Nets og Post Danmark.
Læs mere på www.e-boks.dk

Om DIF
DIF er landets største idrætsorganisation med flere end 1,9 millioner medlemmer, som dyrker 90 forskellige idrætsgrene i 9.200 idrætsforeninger landet over. Foreningsidrætten er en afgørende forudsætning for, at den danske befolkning er en af de mest idrætsaktive befolkninger på verdensplan. Ikke færre end 350.000 frivillige i DIF-idrætten sikrer hver uge – året rundt – gode og sunde idrætstilbud til danskerne.
Læs mere på www.dif.dk.