Skolen sætter børnene i bevægelse

Dette er en kronik bragt i Jyllands-Posten den 13. oktober. Kronikken er skrevet af Ellen Trane Nørby, minister for børn, undervisning og ligestilling, Niels Nygaard, formand for DIF og Søren Møller, formand for DGI.

Undersøgelse på undersøgelse har slået fast, at danske børn og unge bevæger sig alt for lidt. De bruger for mange timer med bagdelen i sædet og ansigtet foran en skærm. Det er et stort problem. Både for den enkelte og for samfundet.

Ud over at man holder sig sund ved at få pulsen op og bruge musklerne, ved vi nemlig, at bevægelse gør eleverne mere parate til at lære.

Vi ved, at når bevægelse og læring går hånd i hånd, husker børnene bedre. Og vi ved, at hvis børnene bevæger sig i deres unge år, er der større chance for, at de fortsætter med at bevæge sig, når de er ældre.

Med den nye folkeskole har bevægelse derfor fået en ny central plads i børn og unges liv. Alle børn skal være fysisk aktive i løbet af skoledagen i mindst 45 minutter i gennemsnit, og skolerne skal i langt højere grad samarbejde med de lokale, frivillige idrætsforeninger om undervisningen. Og vi er allerede kommet langt. Alene i løbet af det første år med folkeskolereformen er der blevet etableret omkring 300 nye samarbejder mellem skoler og foreninger. Det viser en ny undersøgelse fra Center for Ungdomsstudier.

Samtidig er der stor opbakning fra både elever og forældre, der er begejstrede for nye måder at lære på og afveksling i skoledagen. Lærere og ledere er også med på bevægelsesprojektet i folkeskolen. Folkeskolen er godt på vej til at give et statusløft til idræt og bevægelse.

Frygten for, at den længere skoledag ville få medlemstallene i foreningerne til at rasle nedad, er også gjort til skamme. Faktisk viser undersøgelsen fra Center for Ungdomsstudier, at de unge samlet set ikke vælger foreningsidrætten fra i højere grad efter skolereformen end før. 6 ud af 10 elever dyrker ligesom i 2010 idræt i foreninger efter skole.

Mange idrætsforeninger har faktisk oplevet flere nye ansigter i omklædningsrummene. Eleverne har mødt frivillige fra foreningerne i løbet af skoledagen, og de har måske prøvet kræfter med nye sportsgrene, som har givet dem mod på at hoppe i idrætstøjet efter skoletid. Hele pointen med samarbejdet er netop, at endnu flere børn og unge får glæde af idræt, bevægelse og foreningslivet både i og uden for skolen. Vi skal i folkeskolen drage nytte af den ekspertise og de ressourcer, som foreningslivet rummer.

Det har man for eksempel oplevet i Morud IF på Fyn. Her tog formanden for gymnastikafdelingen kontakt til den lokale Havrehedskolen med et forslag om at samarbejde om at give de ældste elever et bedre kendskab til foreningslivet. De arrangerede en temauge, hvor 127 elever i 7.-9. klasse fik lov at prøve trænerrollen i et hav af forskellige idrætsgrene.

Eleverne lærte om kroppen, de lærte at planlægge forskellige aktiviteter, og de lærte at have førerkasketten på. Morud IF har fundet 15 nye faste trænere blandt eleverne.

I Københavns Kommune er der også lidt over 38 pct. af foreningerne, som har oplevet flere medlemmer efter reformen. Her går det netop bedst i de foreninger, der samarbejder med en skole.

Men vi skal videre. Omkring 300 nye samarbejdsaftaler er flot. De er dog ikke nok. I de kommende år skal vi arbejde på, at det tal stiger markant. Der er stadig eksempler på, at det kan være svært at få det hele til at hænge sammen. Og selv om det samlet set opvejes af nye medlemmer i mange foreninger, er der omkring en fjerdedel af foreningerne, der har mistet medlemmer i løbet af det seneste år.

Samtidig melder mange skoler, at det er svært at gøre bevægelse til en integreret del af undervisningen, så den understøtter elevernes læring.

Vejen frem er langt flere samarbejdsaftaler mellem skoler og idrætsforeninger – men også mellem skolerne og de lokale virksomheder, museer og andre foreninger og institutioner.

Skolerne skal i højere grad trække på foreningernes og virksomhedernes viden. Kompetencerne findes allerede i lokalmiljøet, og derfor skal vi gerne om et år se langt flere samarbejder mellem skoler og foreninger.

Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling udgiver i dag et nyt inspirations- og vejledningsmateriale, der skal hjælpe kommuner og skoler med at integrere bevægelse i skoledagen.

Materialet giver konkrete eksempler fra skoler og kommuners arbejde med bevægelse, og der er praksisnære anbefalinger til forvaltninger, skoleledelser, pædagoger og lærere, der tager afsæt i den mest aktuelle viden og praksis.

Her kan man for eksempel læse om Vibeskolen i Nyborg, der i samarbejde med DGI og Dansk Skoleidræt er langt med at få mere bevægelse ind i undervisningen.

Skolen har vedtaget en bevægelsespolitik, som er med til at holde indsatsen på sporet. Skolen har fokuseret på at udvikle kompetencerne hos lærerne gennem bevægelseskurser. Senest er der blevet sat bevægelsesure op i alle klasseværelser.

Ambitionen er en times bevægelse hver dag i hver klasse, og urets visere bliver flyttet hver gang, eleverne har haft en såkaldt brain break med hop, løb, dans eller andet, der øger den tid, eleverne kan lære i. Vibeskolens ledelse vurderer, at 80 pct. af lærerne bruger bevægelsen i deres undervisning, og at de sidste 20 pct. er på vej.

Netop fordi den nye skoledag kræver tilvænning og nye løsninger, er det afgørende, at vi deler de gode erfaringer, der allerede er rundt omkring i landet. Idérigdommen og kreativiteten blomstrer derude mellem skoler og foreninger, og det skal vi udnytte.

Men vi kan ikke læne os tilbage i stolen og satse på, at den store opbakning og engagementet rundt omkring i landet af sig selv får alle med.

Et succesfuldt samspil mellem skoler og foreninger kræver et struktureret samarbejde. Rådhusene rundt omkring i landet skal være bevidste omkring, hvordan man i kommunerne både på det politiske niveau og i forvaltningerne prioriterer det lokale samfunds samarbejde med skolerne.

Det er en god idé, at kommunerne skaber en retning for arbejdet med bevægelse på skolerne. Det er de langt bedre til, end man er inde på Christiansborg, hvor man ikke kender de lokale behov.
I samarbejde med skolerne kan kommunerne hjælpe med at skabe og udbrede viden om, hvordan foreningerne og bevægelse bliver en naturlig del af undervisningen.

I Slagelse Kommune har man i samarbejde med DIF for eksempel udvalgt 14 af kommunens idrætsforeninger til at være spydspidser for samarbejdet med skolerne. Det betyder, at der på den enkelte skole er direkte adgang til information om, hvilke foreninger man kan samarbejde med.

Skolerne får på den måde langt nemmere ved at vælge foreningslivet til. Her får samarbejdet struktur, så det bliver let tilgængeligt for skolerne, samtidig med at det sker ud fra et kendskab til, hvem der lokalt kan bidrage med hvad.

Der er gode erfaringer at trække på, og alle gode viljer er til stede for at sikre en folkeskole i bevægelse. Eleverne efterspørger en aktiv hverdag, forældrene ønsker en varieret undervisning, foreningerne er parate, og skolerne kan se potentialet.

Vi er begejstrede for, at der allerede er kommet 300 nye aftaler på bordet i år. Men vi skal længere. Det kræver, at vi samarbejder på alle niveauer.