Toppræstationer giver olympisk optimisme

Danske atleter er blandt de otte bedste i verden i flere af de olympiske discipliner end for fire år siden. Det er udtryk for et godt og professionelt arbejde i forbundene, og præstationerne giver grund til optimisme frem mod OL i Rio.
27. okt 2015
Danske atleter er blandt de otte bedste i verden i flere af de olympiske discipliner end for fire år siden. Det er udtryk for et godt og professionelt arbejde i forbundene, og præstationerne giver grund til optimisme frem mod OL i Rio.
2015 bliver et godt dansk sportsår. Efter en jævn start på året har atleterne for alvor taget fat hen over sommeren, og specielt i de olympiske discipliner ser det godt ud. Allerede her sidst i oktober har danske atleter opnået 107 placeringspoint i de olympiske discipliner, og der er gode chancer for at tangere eller måske endda overgå de 111 placeringspoint, som er målsætningen for 2015, og som blev resultatet i 2011, der er det seneste sammenlignelige år.

”Vi er inde i en positiv udvikling, hvor flere og flere forbund leverer top 8-placeringer ved VM og er med i kampen om medaljer. Antallet af medaljer er naturligvis vigtigt, men det fortæller ikke hele historien om, hvor danske atleter står i den internationale konkurrence. Derfor kigger vi – lige som vores kolleger i udlandet – også meget på, hvor mange atleter, der blander sig i top 8, hvor forskellen mellem præstationerne ofte er marginale. Det giver et mere nuanceret og reelt billede af atleternes niveau, og her har der bestemt ikke været noget at klage over ved den danske sommer. Atleterne fastholder og kan endda forbedre det høje resultatniveau fra 2011,” siger Team Danmarks direktør Lone Hansen.
Langt de fleste lande, Danmark kan sammenligne sig med, investerer stadigt flere ressourcer i elitesport i disse år. Det gør vi ikke i samme omfang herhjemme, og derfor er det afgørende, at forbundene, sportschefer og landstrænere konstant er opdaterede med den nyeste viden og arbejder professionelt i den daglige træning, forklarer Lone Hansen.

”Forbundene, sportschefer og landstrænere har hævet deres arbejde med eliteatleterne til et endnu højere niveau. I de seneste år har tendensen været, at atleter fra mange forskellige discipliner er med fremme blandt de otte bedste i verden. Det giver optimisme frem mod OL,” siger Lone Hansen. 

Figuren ovenfor angiver planceringspoint opnået i 2015 og 2011 (begge året før de olympiske lege) Placeringspoint gives for top 8-placeringer ved VM i olympiske discipliner. Der gives 8 point for en 1. plads, 7 point for en 2. plads osv. Placeringspoint giver dermed et mere nuanceret billede af de sportslige resultater end fx antallet af medaljer.


Bredt potentiale
I løbet af sommeren er det bl.a. blevet til VM-guld i kajak på 1000 m. K1 til Rene Holten Poulsen, VM-sølv i roning til Guldfireren og VM-sølv i badminton damedouble til Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen. I alt er det i 2015 blevet til foreløbig ti VM-medaljer og 22 top 8-placeringer i olympiske discipliner. Resultaterne vækker også optimisme i DIF, som er Danmarks olympiske komité.

”Det er fremragende, at så mange atleter er med fremme i finalefeltet. Foreløbig 22 top 8-placeringer i 11 olympiske discipliner viser et bredt potentiale, og der er flere muligheder for danske topresultater i 2015,” siger Morten Rodtwitt, der er DIF’s chef de mission for OL-holdet.

”Bl.a. ved VM i 49er og 49erFX i november i Buenos i Aires, hvor vi har flere både med top 8-potentiale, og ved VM på hjemmebane i Herning i december, hvor håndbolddamerne helt sikkert vil kæmpe for at levere et topresultat foran hjemmepublikummet. Gode præstationer i 2015 kan ikke automatisk veksles til medaljer i Rio, men det er et godt udgangspunkt for arbejdet frem mod legene,” siger Morten Rodtwitt.

I årets sidste tre måneder er der gode chancer for, at antallet af placeringspoint – og måske også antallet af medaljer – vil stige. Der er således fortsat mulighed for at opnå placeringspoint i olympiske discipliner ved følgende mesterskaber:

  • 17.-22. november: VM i sejl, 49er og 49erFX
  • 19.-28. november: VM i sejl, Laser Radial
  • 20.-30. november: VM i sejl, Finn jolle
  • 24.-29. november: VM i gymnastik, trampolin
  • 4.-20. december: VM håndbold, damer
  • Ultimo 2015: Tennis, year-end-ranking.
Fakta:

Team Danmark-støttede atleter har indtil dags dato i 2015 opnået 22 top 8-placeringer i 11 olympiske discipliner mod 28 top 8-placeringer i 10 olympiske discipliner i 2011 og vundet 10* VM medaljer i olympiske discipliner mod fem i hele 2011.

*1 af de 10 medaljer er vundet af Patrick Jørgensen (VM-bronze i fægtning, kårde), som pt. ikke er Team Danmark-støttet. Denne tælles derfor ikke med i opgørelsen af placeringspoint.

Atletik, BMX, brydning, håndbold, sejl, svømning, badminton, kajak, roning, skydning og curling har opnået top 8-placeringer ved VM i olympiske discipliner i 2015. Atletik, BMX, skydning og brydning er nye på listen i forhold til 2011. Beachvolley, bueskydning og tennis (year end ranking) opnåede top 8-placeringer i 2011, men (endnu) ikke i 2015.

Af de 22 top 8-placeringer i 2015 er 12 opnået af kvindelige atleter, 9 af mandlige atleter og et af et mix-hold. Af de 28 top 8-placeringer i 2011 er 14 opnået af kvindelige atleter, 13 af mandlige atleter og et af et mix-hold.

De 10 VM-medaljer i olympiske discipliner i 2015 er vundet af:
Guld: Rene Holten Poulsen i kajak 1000 m. K1
Sølv: Jeanette Ottesen i svømning 100 m. fly. Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen i badminton damedouble, Guldfireren (Jacob Jepsen Barsøe, Jens Vilhelmsen, Kasper Winther Jørgensen og Jacob Søgaard Larsen) i roning LM4- og Mark O. Madsen i brydning græsk/romersk 74 kg.
Bronze: Simone Tetsche Christensen i BMX, Mie Østergaard Nielsen i svømning 100 m. ryg, Rikke Møller Pedersen i svømning 200 m. bryst, Jan Ø. Jørgensen i badminton herresingle og Patrick Jørgensen i fægtning, kårde.

Det er dermed indtil nu blevet til 107 placeringspoint ud af de 111 placeringspoint, som er målsætningen for 2015, og som blev resultatet i 2011, der er det seneste sammenlignelige år.
Læs mere om resultaterne her.

Placeringspoint gives for top 8-placeringer ved VM i olympiske discipliner. Der gives 8 point for en 1. plads, 7 point for en 2. plads osv. Placeringspoint giver dermed et mere nuanceret billede af de sportslige resultater end fx antallet af medaljer.

Yderligere oplysninger

Lone Hansen, direktør, tlf.: 60 38 25 27