On-sport.dk og TV2 Lorry går sammen om sportsprogram

I en ny programrække sætter TV2 Lorry fokus på eliteatleter i sportsgrene, hvor hovedstadsområdets sportsfolk er i verdensklasse.
7. okt 2015
I en ny programrække sætter TV2 Lorry fokus på eliteatleter i sportsgrene, hvor hovedstadsområdets sportsfolk er i verdensklasse.

Eliteidrætten skaber helte, fællesskab og begejstring, og med programmet ’Viljen til sejr’ vil TV 2 Lorry fremhæve de sportsstjerner, som hovedstadsområdet kan samles om at være stolte af og følge i deres kamp for sejr.

Eksponering af hovedstadsområdets sportselite
Programmerne er produceret i samarbejde med On-Sport med hjælp fra Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark. Samarbejdet gør, at den danske eliteidræt får mulighed for at vise sig frem på endnu en fast platform. Her bliver det dog for nogle seere, der ikke normalt bliver eksponeret for den brede sportselite, som Danmark  og hovedstadsområdet har.

Premiere i oktober
I første omgang består programrækken af tre individuelle programmer, der vises på torsdage den 8. oktober, 5. november og 3. december 2015. Første program kan ses direkte på torsdag den 8. oktober kl. 16.35 på TV2 Lorrys egen kanal, Lorry+, eller streames på tv2lorry.dk. Programmerne vil desuden kunne streames on demand efterfølgende.

Atleter som værter
Værterne på programmerne er nogle af sportens egne eliteatleter. Ved første program er elitecykelrytteren Cecilie Uttrup Ludwig vært. Cecilie er 20 år gammel, kører på kvindelandsholdet og har allerede vundet sølv ved VM i enkeltstart og guld ved DM for juniorer. Cecilie er i ’Viljen til sejr’ taget til Bagsværd Sø, hvor hun snakker med en af verdens bedste kajakroere, René Holten Poulsen, om vintertræning, OL i Rio og forberedelserne her et lille år før OL.

I første program kan man desuden møde bordtennisspilleren Peter Rosenmeier, badmintonspilleren Line Kjærsfeldt samt poolspilleren Andreas Madsen.

Se med på Lorry+ eller tv2lorry.dk på torsdag, den 8. oktober kl. 16.35