Danmarks mest aktive lærer er en rigtig ildsjæl

Louise Møller Hansen fra Mønsted Skole inspirerer både elever, kolleger og forældre til mere og bedre bevægelse i skoledagen.
7. okt 2015
Louise Møller Hansen fra Mønsted Skole inspirerer både elever, kolleger og forældre til mere og bedre bevægelse i skoledagen.

Danmarks Idrætsforbund har kåret landets mest inspirerende og aktive lærer. Det skete i en stuvende fuld aula på Mønsted Skole i Viborg Kommune, hvor samtlige skolens mere end 200 elever var samlet. Det var en tydeligt overrasket Louise Møller Hansen, der fik overrakt prisen.

 

”Jeg ryster helt i benene. Jeg havde slet ikke set den komme. Men det er også vigtigt for mig at sige, at det her er en pris til hele lærerteamet og skolen. Den her pris deler vi,” sagde en tydeligt rørt vinder kort efter kåringen.

 

Louise tænker hver dag meningsfuld og varieret bevægelse ind i undervisningen, og det er altid med den enkeltes behov i fokus.

 

”Jeg tager udgangspunkt i, hvordan eleverne har det på den enkelte dag, og hvad det er, de har brug for, for at få mest muligt ud af dagen. Og så sørger jeg for, at de prøver kræfter med mange forskellige former for idræt,” siger Louise Møller Hansen.

 

Udover den daglige undervisning har Louise været kontaktperson på et større samarbejdsprojekt med DBU Jylland. I sin fritid er hun frivillig i det lokale foreningsliv. Skoleleder på Mønsted Skole, Søren Borup, har sammen med Viborg Idrætsfåd indstillet Louise til prisen.

 

”Louise er indbegrebet af en ildsjæl, når det kommer til bevægelse. Hendes kærlighed til idræt smitter af på eleverne, kollegerne og forældrene. Og så er hun enormt inkluderende og tager udgangspunkt i elevernes behov. Det er den måde, vi opnår den bedste læring,” siger Søren Borup.

 

Formand for Børne- og Ungeudvalget i Viborg Kommune Claus Clausen har også lagt mærke til det store engagement.

 

”Vi kan mange ting i kommunen, men ude på skolerne er vi afhængige af inspirerende undervisere, der gør det sjovt, nærværende og meningsfult, hvis vi skal overbevise eleverne om, at de skal bevæge sig. Derfor kan vi ikke være andet end stolte over og enige i valget af Louise,” siger Claus Clausen.

 

DIF’s næstformand Preben Staun holdt tale til kåringen.

  

”Louise og Mønsted Skole er et godt eksempel på, hvordan bevægelse i undervisningen bliver tænkt hele vejen rundt. Det er vigtigt, at det bliver prioriteret hos både lærere, skoler, i kommunen og i foreningerne,” siger Preben Staun.

 

Udover titlen vinder Louise et klassesæt af BESTSELLERs OL-kollektion og en tur til VM-kvalkamp i Parken for hele familien.

 

For yderligere information, kontakt: 

Preben Staun, DIF-næstformand: 40 21 42 41

 

Søren Borup, skoleleder på Mønsted Skole: 30 34 36 68

 

Claus Clausen, formand for Børne- og Ungeudvalget i Viborg Kommune: 20 99 73 04