Ny struktur gør DIF klar til at opfylde politisk program

Idrætsfaciliteter, fysisk planlægning samt elite- og talentarbejde bliver nye opgaveområder for DIF's administration
11. sep 2015
Idrætsfaciliteter, fysisk planlægning samt elite- og talentarbejde bliver nye opgaveområder for DIF's administration
DIF har fået ny administrativ struktur. Formålet er at gøre DIF i stand til at opfylde målsætningerne i det nye politiske program og nå i mål med visionen sammen med DGI. Samtidig er det vigtigt at få et endnu tættere og bedre samarbejde med DIF’s 61 specialforbund. 

Administrationen i DIF består nu af en direktion med administrerende direktør Morten Mølholm og økonomidirektør Morten Olesen samt fire afdelinger: DIF Public Affairs, DIF Udvikling, DIF Kommunikation og DIF Økonomi. 

Ny afdeling og mange teams
Public Affairs er en ny afdeling i DIF. Den erstatter det idrætspolitiske sekretariat og varetager DIF's internationale arbejde og interesser over for stat og kommuner. Afdelingen vil som noget nyt i DIF desuden arbejde med idrætsfaciliteter og fysisk planlægning, som indgår med stor vægt i det politiske program.

Chef for Public Affairs er Poul Broberg, der tidligere havde titel af idrætspolitisk chef. Derudover kommer chefgruppen til at bestå af Anne Pøhl, der er ny udviklingschef, og en endnu unavngiven kommunikationschef, der skal rekrutteres i den nærmeste fremtid. Under hver afdeling opretter DIF flere teams. 

En af de nye teams bliver Team Talent & Elite, hvor Morten Rodtwitt bliver teamleder for fem medarbejdere. Opgaven bliver at styrke DIF’s rolle som olympisk komite, herunder at gøre det olympiske og de olympiske værdier nærværende i dagligdagen mellem de olympiske lege. Samtidig skal det nye team arbejde med elite- og talentudvikling i tæt parløb og forståelse med Team Danmark og specialforbundene. 

Goddag og farvel til medarbejdere
For at kunne løse de nye opgaver, der følger med det politiske program, vil der i den kommende tid blive ansat en række nye medarbejdere. Da der samtidig er opgaver, der ifølge det politiske program ikke længere er prioriteret, har det været nødvendigt at afskedige fem medarbejdere. Den nye struktur med medarbejdere og kompetencer forventes at være på plads ved årsskiftet.