DIF kårer Danmarks mest inspirerende og aktive lærer

Ny konkurrence sætter fokus på de mange skolelærere, der hver dag bruger idræt, motion og bevægelse i undervisningen til at skabe glæde og begejstring.
8. sep 2015
Ny konkurrence sætter fokus på de mange skolelærere, der hver dag bruger idræt, motion og bevægelse i undervisningen til at skabe glæde og begejstring.

For Danmarks Idrætsforbund er idræt, motion og bevægelse et kerneområde i skolereformen. Både de 45 minutters bevægelse om dagen samt den åbne skole og det forpligtende samarbejde mellem skoler og foreninger. Netop idræt og bevægelse er nogle af de områder, hvor mange skoler har oplevet udfordringer med implementeringen i reformens første år.

Med en ny konkurrence sætter DIF fokus på de lærere landet over, der hver dag benytter bevægelse i undervisningen til at inspirere og skabe glæde.

Stor folkelig opbakning
Udsigten til ekstra bevægelse i skoledagen mødte stor opbakning blandt elever og forældre, da reformen blev lanceret. Det er den opbakning, DIF ønsker at bygge videre på.

”Det er vigtigt, at vi husker den begejstring, som idræt og bevægelse kan være med til at skabe. Hvad end det handler om bevægelse i undervisningen eller frugtbare samarbejdsaftaler mellem skoler og foreninger, så findes der masser af gode eksempler rundt om i landet. Desværre har de været overset i reformens første år. Det er derfor, vi vil sætte fokus på de personer, lærerne, der rent faktisk gør en forskel hver dag,” siger DIF’s formand Niels Nygaard.

Konkurrencen sætter bredt fokus på de lærere, der gør en ekstra indsats for bevægelse i skoledagen. Det kan være ved at skabe læring gennem bevægelse, at bruge bevægelse aktivt i alle fag eller ved at fremme samarbejdet mellem skoler og foreninger. Formålet er at få de lærere frem i lyset, der fortjener et ekstra klap på skulderen for den aktive indsats.

Man kan indstille sig selv, en kollega, lærer eller nabo til prisen senest mandag den 5. oktober klokken 12. Indstillinger til prisen sker på mail jhj@dif.dk med navn på den indstillede samt en kort beskrivelse af, hvorfor lige præcis den kandidat fortjener titlen som Danmarks mest aktive lærer.

Et dommerpanel kårer vinderen, der har været særligt god og opfindsom til at bruge bevægelse i undervisningen. Danmarks mest aktive lærer kan invitere familien med i Parken med fem billetter til en VM-kvalifikationskamp og klæde hele klassen på i Bestsellers OL-kollektion.

Vinderen offentliggøres ved et arrangement i uge 41.

Yderligere oplysninger:

Niels Nygaard, formand i DIF: 20 73 71 12

Poul Broberg, kommunikationschef i DIF: 51 26 55 52