On-Sport fylder 5 år

Idrættens egen tv-kanal har i sine første leveår sat fokus på eliteidrætten og fået flere idrætsgrene på landkortet.
10. aug 2015
Idrættens egen tv-kanal har i sine første leveår sat fokus på eliteidrætten og fået flere idrætsgrene på landkortet.

2.500.000 visninger og mere end 1000 indslag. Det er status på den femte fødselsdag for idrættens tv-kanal On-Sport, der har sat fokus på dansk elitesport i alle afskygninger. Kanalens levetid har budt på alt fra OL-dækning og DM i ruteklatring til klementinskydning.

Ud over produktion af videoer til egne flader har On-Sport serviceret de store tv-kanaler med billeder. Både DR og TV 2 samt regionerne har nydt godt af On-Sports eksistens. Det har givet tv-tid til forbund, der tidligere er gået under medieradaren.

”Tv-kanalerne vil gerne vise de mindre sportsgrene frem, men har ikke resurser til det hele. Der kan vi hjælpe dem med billeder fra de knapt så kendte idrætter. Vi har sat nogle sportsgrene på landkortet og vist, at der gemmer sig lige så gode historier og flotte resultater i bueskydning og orienteringsløb,” siger videojournalist og redaktør Kasper Malling Kjer, der har været med fra start. Alene i 2015 har On-Sport mere end 50 gange leveret billeder til de danske tv-seere på broadcast-kanalerne.

I forbindelse med jubilæet har On-Sports redaktion klippet de første fem år ned til halvandet minuts højdepunkter.