DIF jubler over OL-billet til U21-landsholdet

Med en 2-0 sejr over Serbien i gårsdagens sidste gruppekamp ved EM sikrede det danske U21-landshold sig ikke bare en plads i semifinalen, men også en tur til OL i 2016
24. jun 2015
Med en 2-0 sejr over Serbien i gårsdagens sidste gruppekamp ved EM sikrede det danske U21-landshold sig ikke bare en plads i semifinalen, men også en tur til OL i 2016
Pierre-Emile Højbjerg, Pione Sisto og alle de andre spillere på U21-landsholdet kan se frem til en tur under varmere himmelstrøg næste sommer. Efter sejren over Serbien på 2-0 i den sidste gruppekamp i går har holdet ikke kun sikret sig en plads videre ved U21 EM, men også en tur til Rio næste sommer, hvor OL bliver afholdt. Morten Rodtwitt, der er chef de mission for det danske OL-hold i Rio, glæder sig meget til at få de danske fodbolddrenge med til Brasilien.    

”Det er vildt fantastisk, at vi nu har et dansk herrefodboldlandshold med igen til OL. Det er 24 år siden, at det sidst skete i 1992 i Barcelona. Men nu er fodbolddrengene med igen. Det er fedt for dansk fodbold, og det er fedt for det samlede danske OL-hold, fordi en holdsport som fodbold skaber ekstra interesse og sammenhold,” siger Morten Rodtwitt.

Igennem EM-turneringen har spillernes vilje og passion for sporten været let at få øje på, og Morten Rodtwitt ser frem til at sen den samme udstråling i Rio.

”Jeg synes, at det er et meget spændende hold, som nu spiller U21 EM, og det har været skønt at følge deres gode spil og passion omkring fodbolden ikke blot nu, men gennem hele kvalifikationen. Det er tydeligt at se, at de elsker fodbold, og jeg håber også, at de kommer til at elske OL, som er noget helt nyt for alle spillerne. Jeg ønsker dem held og lykke i EM-turneringen og velkommen på OL-holdet,” siger han.

Inden U21-landsholdet kan fokusere på OL, så skal de lige spille semifinale først. Det sker på lørdag klokken 21.

Fakta om fodboldturneringen ved OL i Rio:

  • Det er en U-23 turnering, hvilket vil sige, at spillerne ikke må være ældre end 23 år.
  • Hvert hold må udtage tre spillere, der er over 23 år gamle.
  • Kampene vil blive spillet på seks forskellige stadions herunder Maracanã.
  • Der er i alt 16 hold med i den olympiske turnering.

For yderligere oplysninger:

Morten Rodtwitt, chef de mission for det danske OL-hold, 29370916, mrt@dif.dk