Maja Jager skyder sig til sølv ved European Games

Bueskytten Maja Jager skød en dansk sølvmedalje hjem ved European Games, og Danmark er nu oppe på to medaljer ved legene.
21. jun 2015
Bueskytten Maja Jager skød en dansk sølvmedalje hjem ved European Games, og Danmark er nu oppe på to medaljer ved legene.

I heden i Aserbajdsjans hovedstad Baku skød Maja Jager sig til en fornem sølvmedalje ved det første europæiske OL nogensinde. Det blev heldigvis en lang dag for Maja Jager på Tofiq Bahramov Stadium, hvor bueskydningskonkurrencerne finder sted. Maja vandt sin 1/16-, 1/8-, 1/4- og 1/2-finale i overbevisende stil. I finalen ventede tyskeren Karina Winter, som blev en for stor mundfuld for den danske verdensmester. Tyskeren vandt 6-2 og sluttede matchen af med at skyde syv 10’ere og to 9’ere på de sidste ni pile.

”Jeg er super godt tilfreds med min sølvmedalje. Det er en god forberedelse til VM på hjemmebane senere på sommeren, og selvom jeg først skal toppe der, så tyder alt på, at min form er ved at være der, når jeg kan vinde sølv her ved European Games,” sagde en storsmilende Maja Jager kort efter finalen og fortsatte:

”Det er mega fedt med sølvmedaljen, og den giver mig naturligvis selvtillid før VM.”

Morten Rodtwitt, der er chef de mission for den danske delegation ved European Games, var også godt tilfreds med medaljen, som kom meget belejligt:

”Maja Jagers fornemme sølvmedalje kommer som en stor forløsning. Vi har ventet lidt på medalje nummer to ved legene efter Rene Holten Poulsens bronzemedalje i 1000 m kajak for knap en uge siden.”

Morten Rodtwitt siger om Maja Jagers præstation:

”Når vi har en dansk atlet i en finale, så vil vi naturligvis altid gerne vinde guld, sådan er det i elitesport, men vi er rigtig godt tilfredse med Maja Jagers sølvmedalje. Hun gjorde det enestående i dag og har fuldt fortjent medaljen.”

VM i bueskydning afvikles i København fra den 26. juli til den 2. august 2015

Om Maja Jager:
• Født: 22. december, 1991
• Disciplin: Bueskydning
• Klub: Broby Bueskytte Klub (bor i Korea)
• Begyndte med sin idræt som 12-årig, 2000
• Største præstation: Verdensmester i 2013
• OL: Deltog ved OL i London

Om European Games:
European Games er det første af sin art. Det kaldes også for europæisk OL og kan sidestilles med kontinentale mesterskaber som Asian Games og Commonwealth Games.
• Hvor: Baku, Aserbajdsjan
• Hvornår: 12.-28. juni 2015
• Hvem: ca. 6.000 atleter fra 50 europæiske lande
• Hvad: 20 udvalgte idrætsgrene
• Dansk hold: 65 atleter i 19 idrætsgrene/discipliner

Læs mere om legene på www.baku2015.com og www.ol.dk og følg med under legene på TV 2 Sport. Billeder af Maja Jager fra European Games kan købes på: www.larsmoeller.dk.  

Yderligere information:
Morten Rodtwitt, chef de mission for det danske hold ved European Games, +994 77 484 1296
Allan Grønkjær, teamchef bueskydning, +994 77 484 1267

Venlig hilsen

Jakob Draminsky
Presseansvarlig for det danske hold i Baku

M: 077 484 1293
@:jdr@dif.dk
Danmarks Idrætsforbund