Boykots virker ikke

IOC-præsident Thomas Bach mener, at boykots af internationale idrætsbegivenheder er en dårlig ide.
19. mar 2015
IOC-præsident Thomas Bach mener, at boykots af internationale idrætsbegivenheder er en dårlig ide.

Hent hele DIF OPINION som PDF-fil her. 

Det nytter ikke at blive væk fra internationale sportsbegivenheder, selvom det pågældende værtsland har problemer med etik og menneskerettigheder. Eller fordi man er politisk uenig med det pågældende land. Det understreger IOC-præsident Thomas Bach, som gæstede Danmark under DIF Kongres 2015.

Markeringen fra IOC-præsidenten kommer efter, at der i disse år bliver sat mange spørgsmålstegn ved, om eksempelvis lande som Qatar og Rusland skal have lov til at afholde store idrætsevents som VM-slutrunder og olympiske lege. I Danmark har diskussionen især kørt i forhold til vinterens VM i håndbold i Qatar, hvor det i medier og fra politisk side blev diskuteret, om Danmark overhovedet burde stille op ved håndboldslutrunden – såvel politisk som sportsligt. Men emnet har også været på den danske dagsorden i forbindelse med blandt andet OL i Kina, EM i fodbold i Ukraine og Polen og OL i russiske Sochi. 

”Vi har set det adskillige gange ved internationale sportsbegivenheder gennem historien. Boykots virker ikke. Det fører ikke noget godt med sig. Boykot af et idrætsarrangement er det modsatte af sportens styrke,” siger IOC-præsident Thomas Bach, der også peger på, at en idrætsbegivenhed i eksempelvis Qatar er med til at sætte eksempelvis menneskerettighederne i dette land i sportlightet.

Han understreger samtidig, at det, at deltage i et sportsarrangement i et land med åbenlyse politiske udfordringer, ikke er det samme som at blåstemple den pågældende regerings politiske og mennerettighedsmæssige synspunkter.

Kraftigt signal
”Vi må se i øjnene, at vi ikke kan ændre systemerne i suveræne stater. IOC er ikke en regering. Men til gengæld har IOC en række faste principper som tolerance, venskab, respekt og fairness. Disse olympiske principper gør vi alt for at få udbredt, og når der afholdes OL i et pågældende land, sender vi et kraftigt signal, om at de olympiske værdier skal efterleves i forbindelse med legene,” siger Thomas Bach.

IOC-præsidenten erkender dog, at samfundet globalt set har mange udfordringer i disse år, og disse problemer kan ikke undgå at påvirke sporten.

”Sporten er ikke en isoleret ø, og sport kan ikke udelukke samfundets realiteter,” siger Thomas Bach og fortsætter:

”At være politisk neural er ikke det samme som at være apolitisk. Vi må være politisk neutrale i sportens verden, men vi må også tage højde for de politiske konsekvenser, vores beslutninger nu engang har,” lyder det fra IOC-præsidenten med adresse til den enorme politiske og mediemæssige bevågenhed, det eksempelvis har, når et land søger om og måske sågar tildeles et OL-værtskab.

Boykots