Anti Doping Danmark fylder 10 år

10-års jubilæet blev fejret med et jubilæumsseminar i Idrættens Hus
11. mar 2015
10-års jubilæet blev fejret med et jubilæumsseminar i Idrættens Hus

Repræsentanter fra specialforbundene, journalister og mange andre var onsdag inviteret til at fejre Anti Doping Danmarks 10-års jubilæum. Arrangementet foregik i Idrættens Hus, hvor deltagerne blandt andet var inviteret for at høre tidligere kulturminister og vicepræsident i WADA, Brian Mikkelsen, og den tidligere topcykelrytter Jörg Jaksche på talerstolen.

Kulturminister Marianne Jelved fik æren af at åbne fejringen med en tale, der i høj grad opfordrede alle danske udøvere til at lade være med at dope sig.

”Unge og ældre, der skyder sig selv i armen med kanyler, skyder også sig selv i foden,” sagde hun.

Historisk kig på dopingbekæmpelse

Jubilæumsseminaret var delt op i to sessioner, hvoraf den første skulle give et historisk tilbageblik på, hvor Danmark har gjort sig gældende i den både nationale og internationale kamp mod doping.  DIF’s formand Niels Nygaard havde fået opgaven at fortælle om den spæde start i dansk dopingbekæmpelse. Her kom han selv til at tænke tilbage på en oplevelse, han havde på en tur til USA som ung.

”Da jeg var i USA på et scholarship, så jeg amerikanske atleter, der spiste af store pilleglas til morgenmad. Det var ikke noget, jeg lagde mærke til dengang,” sagde Niels Nygaard.

Herudover talte Brian Mikkelsen om sine oplevelser som vicepræsident for WADA – World Anti Doping Agency, og Søren Møller, der er formand for DGI, kom ind på DGI’s kamp for at få doping i motionsidrætten på dagsordenen.

Jaksche om dopingspøgelset i cykesporten

Anden session blev ført an af Jörg Jaksche, der snakkede om dopingproblemerne i cykelsporten. Hans vigtigste pointe var, at mange af de læger og holdledere, der er tilknyttet holdene i dag, har en blakket fortid. For at få en ren sport, skulle man først og fremmest have ryddet ud i de mennesker, der havde doping på samvittigheden.

Resten af anden session bestod af en paneldebat, der handlede om udfordringerne ved doping i et motions- og samfundsperspektiv med DR-journalist Jacob Rosenkrands som moderator.

Afslutningsvis gik formand for Anti Doping Danmark, Mette Hartlev, på talerstolen, hvor hun listede nogle af de fremtidige problemer op, som hun og Anti Doping Danmark forventer at løbe ind i.