Matchfixingekspert: Undervurder ikke truslen

På DIF-kongressen i dag advarede matchfixingekspert Declan Hill om, at matchfixing kan blive en meget stor trussel i Danmark, hvis den ikke bekæmpes nu.
6. mar 2015
På DIF-kongressen i dag advarede matchfixingekspert Declan Hill om, at matchfixing kan blive en meget stor trussel i Danmark, hvis den ikke bekæmpes nu.

Under titlen “Matchfixing – why you should be scared”, fortalte Declan Hill om udbredelsen af matchfixing I global sport.

Det asiatiske spillemarked er klart det største, og derfra de fleste kriminelle handlinger foregår i relation til matchfixing.

”Hvad er problemet med den internationale matchfixing for jer i Danmark kan I så tænke? Problemet er at udenlandske matchfixerere også spiller på danske kampe,” sagde Hill.

Der kan gå 5-10 år i Danmark før de danske idrætter er slemt påvirket af matchfixing. Han opfordrede kongressens idrætstilhørere til, at man skal beskytte sin idræt nu.

Declan Hill fremhævede fire råd til, hvordan man kan forebygge og bekæmpe matchfixing:

  • Gå turneringsstrukturen i den enkelte idræt efter for at sikre sig, at der ikke er kampe i turneringen, som kan vise sig værd ikke at vinde. Fx ved at indføre flere play off-kampe.
  • Betal atleterne til tiden og giv dem en ordentlig løn.
  • Gør det nemt for spillerne at rapportere forsøg på matchfixing med fx en hotline, der kan kontaktes. Det er meget effektivt.
  • Hav en person med forstand på matchfixingområdet i hver liga.

Ifølge Hill er det altafgørende, at udøverne på alle niveauer kan have tiltro til, at reglerne på idrætsbanen bliver overholdt.

”Undervurder ikke matchfixingtruslen. Fight for it,” sluttede Declan Hill sit oplæg på kongressen.

Canadieren Declan Hill er journalist, forfatter og forsker og har bl.a. skrevet bogen ”The Fix – Soccer and Organized Crime”.

DIF-idrætten vedtog i maj 2013 omfattende regler mod matchfixing og tilsvarende uetisk adfærd, som gælder udøvere, trænere, ledere og dommere i foreninger under DIF’s specialforbund.

DIF’s hotline, hvis man har oplysninger om matchfixing eller forsøg på matchfixing, kan kontaktes på: 70 70 70 94 og mail@stopmatchfixing.dk.

DIF’s kongres 2015 slutter i morgen lørdag.