De gode projekter skal fredes

Politisk opbakning til idræts-ønske om nye præmisser for SATS-puljen. ”Hvis det lykkes, har det været en god dag,” siger Bent Clausen fra DIF.
6. mar 2015
Politisk opbakning til idræts-ønske om nye præmisser for SATS-puljen. ”Hvis det lykkes, har det været en god dag,” siger Bent Clausen fra DIF.

Det er uholdbart, at velfungerende projekter skal bevise sig selv hver gang, en statslig bevilling udløber. De projekter skal selvfølgelig ikke bruge en masse kræfter på at søge nye penge, men i stedet bruge kræfterne på det, de er gode til.

Det var den overordnede tone, da både politikere og praktikere diskuterede ideerne bag Get2Sport – Danmarks Idrætsforbunds tilbud om at bruge idrætten som løftestang i udsatte boligområder – på kongressen.

Her gik stort set hele panelet i kødet på det ”puljecirkus og projektmageri”, som Get2Sport er en del af, fordi en tredjedel af projektet finansieres via SATS-puljen. Til nytår udløber den nuværende bevilling på fire millioner kroner, og så skal der søges igen, før forenings-, idræts- og integrationsarbejdet med de udsatte unge – og deres forældre – kan fortsætte.

To folketingsmedlemmer, socialdemokraten Jens Joel og den konservative Mai Mercado, var enige om, at systemet skal ændres. Han ser blandt andet gerne, at de velfungerende aktører sikres ”ro og kontinuitet”. Hun noterede blandt andet, at de politiske partier skal være med til at tilgodese de ideer, der udspringer af frivillige foreninger.

Og så hæftede begge sig ved det forslag om nye præmisser for SATS-puljen, som Bent Clausen – bestyrelsesmedlem i DIF – præsenterede.

Han ønskede sig en model, hvor halvdelen af SATS-puljen på forhånd er reserveret fortsat drift af projekter, der klarer sig – og stadig er nødvendige.

”Hvis det ønske bliver indfriet, har det været en god dag,” sagde Bent Clausen efter debatten.

Get2Sport har aktiviteter i knap 15 kommuner. Læs mere her: www.get2sport.dk