DONG Energy er ny olympisk partner

I et nyt olympisk partnerskab med Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmark støtter DONG Energy de danske OL-atleter og ambitionen om 10 medaljer ved OL i Rio de Janeiro i august næste år.
26. feb 2015
I et nyt olympisk partnerskab med Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmark støtter DONG Energy de danske OL-atleter og ambitionen om 10 medaljer ved OL i Rio de Janeiro i august næste år.

Med en netop underskrevet treårig partneraftale støtter DONG Energy dels DIF-idrættens aktiviteter i de lokale foreninger, dels forberedelserne frem mod OL 2016 i Rio og OL 2020 i Tokyo.

"Danmark har en række lovende OL-atleter, og vi er i DONG Energy stolte over at kunne hjælpe atleterne på deres vej frem mod et forhåbentlig succesfuldt OL i Rio," siger Jakob Askou Bøss, direktør for Stakeholder Relations i DONG Energy.

Gennem partnerskabet vil DONG Energy trække på den store viden, der findes i idrættens verden om sundhed, teamwork og toppræstationer, og partnerskabet skal understøtte et stort internt sundhedsprogram, der er rettet mod medarbejdere, ledere og ledertalenter i DONG Energy.

Jakob Askou Bøss uddyber: "Vi har netop lanceret et stort sundhedsprogram, der fokuserer på at give vores medarbejdere muligheden for at leve et sundt liv gennem motion, kost, søvn og mental balance. Gennem samarbejdet med Team Danmark og DIF får vi mulighed for at trække på en række af de stærke kompetencer inden for idrættens verden, som kan være med til at skabe inspiration for de aktiviteter, vi nu lancerer for vores medarbejdere, ledere og ledertalenter."

Niels Nygaard, formand for DIF og dermed Danmarks Olympiske Komite, siger:

”Det olympiske partnerskab med DONG Energy er en stor anerkendelse af arbejdet med at bevæge danskerne i idrætsforeningerne og dansk eliteidræts vindermentalitet og ambitioner. DONG Energy er den seneste af en række olympiske partnere fra erhvervslivet, som støtter vores OL-ambition om 10 medaljer i Rio næste år, der vil være et historisk godt dansk OL-resultat. Vi er samtidig glade for, at koncernen ønsker at bruge viden og inspiration fra idrættens verden til at udvikle gode motionsvaner og et sundere liv blandt medarbejderne.”

Team Danmarks formand, Frank Jensen, ser meget frem til det nye partnerskab:

”Vores ambition er, at vi vil tage til OL i Rio med både et større og et stærkere hold end ved seneste OL i London. For at indfri dette høje ambitionsniveau har vi brug for stærke samarbejdspartnere, og vi er rigtigt glade for, at DONG Energy engagerer sig i OL-atleternes forberedelser. Den opbakning og støtte, vi får fra DONG Energy og vores øvrige kommercielle partnere, gør, at vi kan optimere atleternes muligheder frem mod OL.”

Partneraftalen med DONG Energy for 2015-2017 er indgået af Sport One Danmark, der er ejet af DIF og Team Danmark. Sport Ones formål er at skabe den bedst mulige platform for samspil mellem dansk erhvervsliv og de unikke rettigheder og kompetencer i dansk idræt. Partnerskaberne er baseret på individuelle løsninger for at få det perfekte match.

Det seneste halve år har Sport One Danmark indgået olympiske partnerskaber med Købstædernes Forsikring, Deloitte, Arla og DONG Energy. Derudover har Dansk Supermarked og Nordea været olympiske partnere i en længere årrække.

Yderligere oplysninger:

Ulrik Frøhlke, presserådgiver, DONG Energy, ulrfr@dongenergy.dk, mobil: 99 55 95 60

Niels Nygaard, formand Danmarks Idrætsforbund, mobil: 20 73 71 12

Frank Jensen, formand for Team Danmark, via pressechef Rikke Egelund, tlf: 3147 9497

Steen Fladberg, direktør, Sport One Danmark, mobil: 23 32 83 95