European Games kan give OL-kvalifikation

Danmark stiller med 50-60 atleter ved European Games. Ud over medaljer er der OL-kvalifikation at kæmpe om i flere idrætsgrene.
3. feb 2015
Danmark stiller med 50-60 atleter ved European Games. Ud over medaljer er der OL-kvalifikation at kæmpe om i flere idrætsgrene.

Når det danske European Games-hold drager til Aserbajdsjan den 12. juni 2015, så er det ikke kun med medaljer for øje. I tre ud af 20 idrætsgrene er der OL-billetter til vinderne, mens der i yderligere seks idrætsgrene er indirekte OL-kvalifikation at kæmpe om.

”Nogle idrætsgrene vil have et særligt fokus under European Games, da der er direkte eller indirekte OL-kvalifikation på højkant. Det giver legene en ekstra dimension, da flere atleter primært deltager med OL for øje,” siger Morten Rodtwitt, der er DIF’s OL-chef og chef de mission for det danske European Games-hold.

Sådan kæmpes der om OL-kvalifikation
I skydning (15 OL-discipliner), bordtennis (singler) og triatlon sikrer vinderne sig direkte kvalifikation til OL i Rio de Janeiro i 2016. OL-kvalifikationerne er ikke personlige, men derimod nationspladser. Det er de enkelte landes nationalolympiske komitéer, der afgør, hvem der i sidste ende skal have de vundne OL-billetter i de respektive idrætsgrene.

Bueskytterne, atletikudøverne, cykelrytterne, svømmerne, taekwondokæmperne og beachvolleyspillerne kæmper om ’Road to Rio-kvalifikation’.

Det betyder, at udøverne i bueskydning, cykling, taekwondo og beachvolley kæmper om vigtige ranglistepoint, hvor placeringerne på ranglisterne i sidste ende afgør, hvem der skal med til OL i Rio.

Danmark deltager ikke i atletik, men i svømning betyder ’Road to Rio-kvalifikation’, at svømmerne skal opnå OL-kvalifikationstider. Placeringerne ved European Games er ikke afgørende i et OL-perspektiv.

”Der er endnu ikke sat navne på nogen af de atleter, som skal repræsentere Danmark ved det europæiske OL, men der er ingen tvivl om, at flere af dem, der ender med at komme med til Aserbajdsjan, vil komme til at kæmpe om OL-kvalifikation,” siger Morten Rodtwitt.

Om European Games
Hvor: Baku, Aserbajdsjan
Nummer: Det er er det første europæiske OL nogensinde
Hvem: ca. 6.000 atleter fra 49 europæiske lande. 50-60 atleter fra Danmark
Hvad: 20 udvalgte idrætsgrene, Danmark forventer at deltage i ca. 15 idrætsgrene
Hvornår: 12.-28. juni 2015

Læs mere på www.baku2015.com