Finske skoleeksperter lærer af DIF

Seks skolespecialister fra Finland besøger Danmark og DIF. De skal se, hvordan skolereformen er gået fra vision til praksis.
15. jan 2015
Seks skolespecialister fra Finland besøger Danmark og DIF. De skal se, hvordan skolereformen er gået fra vision til praksis.
Team Aktiv Skole i DIF har i disse dage besøg af en flok finske skolespecialister. De to parter vil dele deres erfaringer med idræt og bevægelse i folkeskolerne, og hvordan man målrettet arbejder med at få en vision implementeret, så den fungerer i praksis, som arbejdet med den nye folkeskolereform i Danmark er et eksempel på. Finland har 1.000 aktive skoler, men der er et ønske om, at alle landets skoler kan blive aktive skoler. Det håber de, at de i Danmark kan finde inspiration til at lykkedes med.

De seks specialister på Finlands skoleområde, som sidder i henholdsvis Valo, der er Finlands sportsorganisation, uddannelsesudvalget inden for skoler i bevægelse, den regionale sportsorganisation og Finlands Olympiske Komité, vil i løbet af de næste dage besøge et par af DIF’s partnerskabskommuner og samarbejdskommuner. Her skal de høre om kommunernes arbejde med den nye folkeskolereform og møde nogle lærere på et par folkeskoler.
Finnerne vil også høre om, hvordan specialforbund og foreninger arbejder på at understøtte mere idræt og bevægelse i folkeskolen.

”Ofte rejser danske politikere til Finland for at lære af deres skoleerfaringer. Men denne gang er det Finland, der kommer til Danmark for at se, hvordan vi arbejder med at få mere idræt og bevægelse ind i folkeskolerne. Det viser, at vi i Danmark har fat i det rigtige, og det endda kan inspirere i Norden,” siger Poul Broberg, idrætspolitisk chef i DIF.