Håndboldspiller er Danmarks bedste holdkammerat

Ved DR-showet Sport 2014 blev prisen DIF og Nordea-fondens Fidusbamse for første gang uddelt til Danmarks bedste holdkammerat. Vinderen blev 14-årige Mads Olsson fra Jersie Håndboldklub, som nu kan se frem til en 100.000 kroners rejse med hele sit hold.
9. jan 2015
Ved DR-showet Sport 2014 blev prisen DIF og Nordea-fondens Fidusbamse for første gang uddelt til Danmarks bedste holdkammerat. Vinderen blev 14-årige Mads Olsson fra Jersie Håndboldklub, som nu kan se frem til en 100.000 kroners rejse med hele sit hold.
Der var stor jubel blandt spillerne fra Jersie Håndboldklub på scenen i BOXEN lørdag aften, da deres holdkammerat Mads Olsson vandt prisen DIF og Nordea-fondens Fidusbamse, der går til landets bedste holdkammerat i alderen 12-19 år. Hele holdet havde taget turen til Herning for at bakke op om Mads Olsson, da han fik overrakt prisen af håndboldlandsholdets Louise Burgaard. Med Fidusbamsen følger også en idrætsrejse til en værdi af 100.000 kroner, som holdet fra Jersie skal med på.

Prisen er blevet til i et samarbejde mellem DIF og Nordea-fonden for at give et stort skulderklap til de mange unge, som dagligt involverer sig og bidrager aktivt til at skabe et godt og rart liv i idrætsforeningerne.

”Hver eneste dag er foreningsidrætten med til at danne nye venskaber, nedbryde sociale barrierer og skabe gode fælles oplevelser for livet for unge mennesker. Med Fidusbamsen ønsker DIF at anerkende de mange drenge og piger, som med deres positive involvering i sporten – både indenfor og udenfor stregerne – sørger for at skabe et godt idrætsmiljø til glæde for fællesskabet,” siger Niels Nygaard, formand for DIF.

Socialt samlingspunkt
Mads Olsson vandt blandt andet prisen, fordi han med sin positive attitude skaber et godt idrætsmiljø og er en central figur i klubbens holdfællesskab. Han er i stand til at glæde sig over sine kammeraters præstationer, opmuntrer og bakker op om alle holdene på sin årgang. Det er træner i Jersie Håndbold, Nichlas Riise, der har indstillet Mads Olsson til prisen.

”DIF og Nordea-fondens Fidusbamse er en hyldest til alle de mange unge, som skaber gode liv rundt om i landets idrætsklubber. Mads Olsson er netop kendetegnet ved at være den gode holdkammerat, som spreder godt humør og sikrer, at alle er med - både når kampen vindes, og når den tabes,” siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden.

Udover Mads Olsson var Ane Emilie Nielsen, 17 år, fra Viborg Svømmeklub og Mattias Madsen, 13 år, fra Nr. Lyndelse/Søby IF’s fodboldafdeling også med i finalefeltet om prisen. De to gik dog ikke tomhændede hjem fra showet i Herning. Begge modtager 10.000 kroner, som skal bruges til sociale aktiviteter eller oplevelser for hele holdet.

Om DIF og Nordea-fondens Fidusbamse
DIF og Nordea-fondens Fidusbamse gives til en ung idrætsudøver mellem 12 og 19 år fra en af DIF’s idrætsforeninger, som med sine handlinger og holdninger er en rigtig god holdkammerat. I perioden fra den 1. oktober til den 15. november havde alle mulighed for at indstille en dreng eller pige til prisen på www.fidusbamsen.dk

Det er første gang, at prisen uddeles. De tre nominerede var udvalgt blandt over 250 indstillede fra mere end 30 forskellige idrætsgrene.

For yderligere information, kontakt venligst
Helle Carlsen, konsulent i DIF Udvikling
E-mail: hca@dif.dk Telefon: 20 41 41 83