DIF vil tage mere internationalt ansvar

Endeløse beskyldninger om korruption i FIFA, kritik at de nye super-event-arrangører fra Qatar og kritisk fokus på de sociale forhold i Brasilien i forbindelse med VM i fodbold.

Sport bliver gang på gang trukket ind i politiske spørgsmål, og ofte bliver DIF og Danmarks Olympiske Komité i kølvandet opfordret til at protestere eller boykotte forskellige idrætsevents.

Om få dage vil den internationale idrætspolitiske debat givet vis rase igen, når oliestaten Qatar med de - set med i hvert fald vestlige øjne – tvivlsomme menneskerettigheder - lægger bonede halgulve til VM i håndbold.

”Min forventning er, at det bliver et overdådigt VM, hvor alle spillere og repræsentanter behandles som små emirer og konger. Det bliver én stor markedsføringskampagne, som skal brande Qatar, og det har jeg det helt ærligt lidt tvivlsomt med.”

Sådan siger Michael Sahl Hansen, som er bestyrelsesmedlem i Dansk Håndbold Forbund (DHF).  Som direktør i og repræsentant for Håndbold Spiller Foreningens har Michael Sahl Hansen meldt afbud til DHF’s bestyrelsestur til Qatar i forbindelse med det kommende VM. 

”Der er flere grunde til afbuddet, men den overordnede årsag er den politiske. Vi mener i Håndbold Spiller Foreningen ikke, at vi rent politisk kan bakke op om et system som det i Qatar med så store udfordringer i forhold til menneskerettigheder. Og vi mener ikke, at håndboldsporten burde bruges som en brik i Qatars store brandingstrategi,” siger Michael Sahl Hansen.

Han understreger dog, at man ikke har opfordret spillerforeningens aktive spillere til at droppe VM.

”Det er ikke spillernes opgave at tage stilling til at boykotte VM. Det her er et politisk signal om, at politikerne herhjemme og internationalt bliver nødt til at stille nogle sociale og menneskerettighedsmæssige krav og klausuler, når der fremover skal afholdes mesterskaber i lande som Qatar. Jeg ved, at nogen vil kalde mig for blåøjet, og jeg erkender bestemt, at her er en svær proces.”

Ølkasser
Spørgsmålet er så, om dansk idræt med DIF, Danmarks Olympiske Komité og specialforbundene i spidsen burde råbe mere op og måske endda overveje diverse boykots af events med tvivlsomme dagsordener. 

”Nej, det er ikke løsningen at boykotte events, for det ændrer vi helt ærligt ikke noget ved,” siger DIF’s idrætspolitiske chef, Poul Broberg.

Han forstår synspunkterne hos Dansk Håndbold Spillerforening, men samtidig understreger Poul Broberg, at der bør arbejdes på en lang række andre parametre, hvis der skal pilles konstruktivt ved magtbalancen i international idræt. En magtbalance, der i disse år – mere end nogensinde før – først og fremmest drives af ’cool cash’.

”Vi skal ikke være værdiløse. Vi skal arbejde for åbenhed og demokrati i internatonal idræt. Men vi må også se i øjnene, at vi ikke får ændret Kinas eller Qatars menneskerettigheder ved at boykotte et sportsarrangement eller ved at stille os op på en ølkasse og råbe og skrige”, siger Poul Broberg.

I de kommende år er det i stedet for DIF’s plan at spille sine kort på en mere konstruktiv måde for at påvirke international idrætspolitik mest muligt.

I en ny kommende international idrætspolitisk strategi lægges der således op til at tage internationalt ansvar i det oprørske internationale farvand af internationale udfordring og potentialer.

Derudover er et bærende element i udspillet, at der i de kommende år arbejdes endnu mere målrettet på at få danske idrætspolitikere valgt ind på internationale poster. Og ikke mindst skal de tilegne sig kompetencer til at kunne træde i karakter på den til tider tvivlsomme og vanskelige idrætspolitiske bane.

Danmark er i øjeblikket udmærket repræsenteret på DIF’s internationale idrætspolitiske magtbarometer, men ambitionen er, at Danmark skal have endnu mere indflydelse internationalt, end tilfældet er i dag.  

”Hvordan kan vi noget gøre noget ved de ting, vi er utilfredse med? Hvordan får vi reel indflydelse internationalt? Det gør vi blandt andet ved at få danske idrætspolitikere valg ind på internationale poster. Og så skal vi have modet til at gå ind i nogle alliancer, som vi måske tidligere har holdt os fra. Men vi bliver nødt til at tænke mere politisk, og engang i mellem kræver det nogle samarbejdspartnere, som måske ikke lige kommer med præcis de samme grundlæggende værdisæt, som vi har i Skandinavien,” siger Poul Broberg.

Så DIF skal med andre ord spille spillet internationalt, selvom det ikke altid er lige kønt?

”Vi skal være tro mod vores værdier, men i visse tilfælde, bør vi nok være mere kyniske. Som idrætspolitiker skal man kunne navigere i den internationale politiske kultur, så man ikke bare sidder ovre i et hjørne og har en god aften ved middagsbordet med svenskerne og nordmændene. Det her er hardcorepolitik, og det kræver særlige kompetencer, hvis man eksempelvis vil have kommunikeret sine synspunkter ud til de mellemøstlige og afrikanske lande,” siger Poul Broberg.

En udmelding, der bakkes på af idrætsprofessor på Syddansk Universitet Jørn Hansen:

”Verden er jo nu engang ikke indrettet efter vores idealbillede og hvis man vil have en form for indflydelse i international sport, så er man nok nødt til at ’spille spillet’ i en vis forstand. Det er ikke anderledes, end man i FN-regi jo også nogle gange er nødt til ar arbejde sammen med nogen, man måske ikke så godt kan lide. Verden er desværre så kompliceret, at man ikke kan sætte sig ned og have rene hænder, for så flytter man ikke noget.

Broderskab og mafiakultur
I organisationen Play the Game, som arbejder for at fremme demokrati, åbenhed og ytringsfrihed i international idræt, hilser international chef Jens Sejer Andersen initiativerne i DIF’s kommende irætspolitiske udspil velkomment – omend han mener, at man godt kunne lave endnu mere larm i gaden.

”DIF skal have ros for, at man har taget rimelige store skridt i de seneste år. Man er blevet mere synlig i forhold til sit demokratiske værdigrundlag. Det er også positivt at se, at DBU’s nye formand Jesper Møller offentligt siger, at han ikke vil stemme på Sepp Blatter (FIFA’s stærkt kritiserede præsident, red.) Når det så er sagt, mener jeg godt, at danske idrætspolitikere i endnu højere grad kan stille sig op på de berømte ølkasser og signalere bekymringer på flere områder,” siger Jens Sejer Andersen.

Han erkender, at spillet på ingen måde er let, men:

”Som jeg oplever det nu, er der for stor følgeagtighed og frygt for at få noget i klemme.” Jens Sejer Andersen fortsætter:

”Idrættens hovedudfordring er, at den foregiver at stå for idealer som samhørighed, respekt for den enkelte, fred og venskab mellem mennesker. Men vi må se i øjnene, at de store idrætsorganisationer – internationalt set - ikke altid lever op til de idealer. Derfor må vi kæmpe for idrættens gode og sunde idealer på de ydre og indre linje. Uden pres, så ender det nemlig med, at det er det indre broderskab og mafiakulturen, der tager alle stik hjem.”