Sejlere kåret som Årets Fund i dansk idræt

Ida Marie Baad Nielsen og Marie Thusgaard Olsen sikrede sig Danmarks ældste idrætspris foran fodboldspilleren Pierre Emile Højbjerg.
30. dec. 2014
Ida Marie Baad Nielsen og Marie Thusgaard Olsen sikrede sig Danmarks ældste idrætspris foran fodboldspilleren Pierre Emile Højbjerg.
Ida Marie Baad Nielsen og Marie Thusgaard Olsen er Årets Fund i dansk idræt.
De århusianske sejlere på henholdsvis 22 og 21 år vinder Danmarks ældste idrætspris efter en sæson, hvor de både genvandt EM og fik sølvmedaljer ved VM. 

Det betyder, at Ida Marie Baad Nielsen og Marie Thusgaard Olsen har sikret Danmark deltagelse i den nye olympiske bådklasse, 49erFX, ved legene i 2016. Om det bliver de to unge sejlere, der selv får billetten til Rio, bliver først definitiv afgjort om godt et år, men de har allerede vist internationalt potentiale.
Det er 76. gang, talentprisen Årets Fund bliver uddelt. Kåringen af Årets Fund kommer til udtryk i point uddelt af Danmarks Idrætsforbund, Team Danmark samt Politikens chefredaktion, sportsredaktør og sportsredaktion. 

I komiteen er der fuldstændig enighed om, hvem der står bag det største gennembrud i dansk idræt i løbet af 2014, så Ida Marie Baad Nielsen og Marie Thusgaard Olsen vinder prisen med maksimumpoint med fodboldspilleren Pierre Emile Højbjerg og cykelrytteren Casper Pedersen på de efterfølgende pladser i den endelige rangering af de 10 nominerede.

Årets Fund 2014
1. Ida Marie Baad Nielsen og Marie Thusgaard Olsen, sejlsport, 50 point
2. Pierre Emile Højbjerg, fodbold, 45 point
3. Casper Pedersen, cykling, 40 point
4. Nanna Koerstz Madsen, golf, 32 point 
5. Anna Thea Madsen, badminton, 31 point
6. Andreas Sargent Larsen, udspring, 27 point
7. Mahdi Hassan Jallaw, boksning, 21 point
8. Emil Deleuran Hansen, triatlon, 12 point
9. Frida Carstensen Jersø, handicapidræt, 8 point
10. Jacob Glarbjerg Larsen, basketball, 4 point