Sejlere kæmper om OL-billetter

Fire stævner i hver bådklasse afgør, hvilke sejlere der skal til OL i Rio i de foreløbigt syv både, der er sikret dansk deltagelse. Den interne kvalifikation begynder sommeren 2015.
19. dec 2014
Fire stævner i hver bådklasse afgør, hvilke sejlere der skal til OL i Rio i de foreløbigt syv både, der er sikret dansk deltagelse. Den interne kvalifikation begynder sommeren 2015.

En række internationale stævner i 2015 og begyndelsen af 2016 bliver afgørende for, hvilke sejlere der skal repræsentere Danmark ved De Olympiske Lege i Rio i 2016. Det fremgår af planen for national OL-udtagelse, der er indgået i samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund og Dansk Sejlunion – og hvor også sejlerne er taget med på råd.

”Det er afgørende for os, at udtagelsen alene bliver afgjort via objektive kriterier. De sejlere, der klarer sig bedst ved fire udvalgte stævner i hver klasse, får OL-billetterne,” siger Thomas Jacobsen, sportschef  i Dansk Sejlunion.

Syv OL-pladser
Dansk sejlsport er foreløbigt sikret nationsplads i syv ud af ti OL-klasser. Hver klasse har kun én båd pr. nation, derfor opstår behovet for den internt danske udtagelse.

OL-udtagelserne begynder i juli 2015, når Aarhus er vært for VM i den nye mixklasse, Nacra 17. De øvrige klasser indleder OL-udtagelserne hen over efteråret og slutter med de sidste og afgørende stævner i begyndelsen af 2016.

”Vi har prioriteret, at stævnerne ligger inden for en rimelig kort periode, så de ikke tager for meget fokus væk fra sejlernes OL-forberedelser. Det er også vigtigt, at stævnerne afsluttes på et tidspunkt, hvor sejlerne bagefter kan bygge formen op frem mod OL. En tredje faktor er, at stævnerne har et højt internationalt niveau, der tester sejlerne til det yderste,” siger Thomas Jacobsen om valget af stævner, der for en dels vedkommende foregår langt fra Danmark – bl.a. i Syd- og Nordamerika.

Tre stærke kort i 49erFX
I de fleste OL-klasser har Danmark mere end én besætning med internationalt niveau, der er derfor lagt op til hård kamp om OL-billetterne. Ikke mindst i 49erFX, hvor Danmark råder over tre af verdens ti bedste besætninger – henholdsvis Ida Marie Baad/Marie Thusgaard (EM-guld og VM-sølv, 2014), Jena Mai Hansen/Katja Salskov-Iversen (EM nr. 4, VM nr. 6, 2014) og Maiken/Anne-Julie Foght Schütt (EM nr. 7, VM nr. 10, 2014).

Både 49erFX og mændenes 49er indleder OL-udtagelsen ved årets VM, der afvikles i november 2015 i Argentina.

Tæt duel i Laser Radial
I kvindernes Laser Radial ventes en tæt duel mellem Anne-Marie Rindom (VM nr. 7, 2014) og Sarah Gunni (VM nr. 5, 2013). VM i efteråret 2015 bliver sandsynligvis første udtagelsesstævne. I netop Laser Radial udestår en officiel meddelelse om, hvor og hvornår VM skal afvikles.   

I 49er er VM-sølvvinderne fra i år, Jonas Warrer og Anders Thomsen, umiddelbart favoritter til at vinde OL-udtagelsen. I surfklassen RS:X er Sebastian Fleischer i øjeblikket eneste dansker, der konkurrerer internationalt – og således reelt selvskrevet til OL-pladsen.

De sidste tre klasser med dansk nationsplads er Nacra 17, Laser Standard og Finnjolle.

Se de nationale udtagelseskrav.