Skal OL til København?

De olympiske lege er verdens største begivenhed og det ypperste at deltage i for atleterne. Milliarder af tv-seere følger fascineret med i de 16 dages sportskonkurrencer og de olympiske ceremonier.
19. dec 2014
De olympiske lege er verdens største begivenhed og det ypperste at deltage i for atleterne. Milliarder af tv-seere følger fascineret med i de 16 dages sportskonkurrencer og de olympiske ceremonier.

Debatindlæg af DIF's formand, Niels Nygaard.
Bragt i Politiken den 19. december 2014

De olympiske lege er verdens største begivenhed og det ypperste at deltage i for atleterne. Milliarder af tv-seere følger fascineret med i de 16 dages sportskonkurrencer og de olympiske ceremonier.
Bag det hele ligger enorme forberedelser og investeringer.

Hvis man ikke selv har været med til et OL som atlet, leder, træner, tilskuer, journalist eller andet, er det vanskeligt at fatte, hvor meget det kræver at afholde eventen: Veludviklede transportsystemer, anlæg til omkring 28 idrætsgrene, hoteller, landsby til 10.500 atleter, mediefaciliteter til 25.000 journalister osv.
De 75.000 OL-frivillige og det store organisatoriske set-up ser man heller ikke på tv-billederne.

IOC har blødt op
De seneste dage er det blevet debatteret om København kan være en mulig OL-vært. Det sker efter IOC har blødt op for betingelserne for hvordan OL kan afholdes, og som kan åbne døren for mindre lande som Danmark.

Fremover kan en værtsby således i højere grad gå sammen med andre byer i samme land, og i ekstraordinære tilfælde afholde OL sammen med et andet land. Ud fra det kan Danmark i princippet søge om et OL-værtskab sammen med et af vores nabolande.

Sidst der blev drømt om OL til København var efter OL i Athen i 2004, hvor bl.a. den daværende kulturminister bragte emnet på banen. Siden dengang har megabyerne Beijing og London afholdt sommer-OL til omkring 200 og 100 mia. kr. I 2016 er Rio de Janeiro OL-vært og Tokyo i 2020.

For stor mundfuld
I dag er det ganske enkelt en alt for stor mundfuld for København at arrangere verdens største sportsbegivenhed, når vi ser på den gruppe af OL-byer, og på hvordan de logistiske og økonomiske standarder er for OL.

Hvis OL fremover skal kunne afholdes af mindre lande og byer, eventuelt i samarbejde med hinanden, kræver det at IOC vælger dette til, når et OL-værtskab skal tildeles. Det vil kunne give anledning til at overveje muligheden og blandt andet slå på en særlig nordisk økonomisk og miljømæssig bæredygtig model.

Fremover vil det være lettere og billigere at søge om OL, og det er et skridt i den rigtige retning, som glæder DIF. OL-værtskaber skal være attraktivt for en bred kreds af byer at byde på, og et OL skal være bæredygtigt og gavne en bys udvikling på lang sigt.

Det skal også kunne gavne København og Danmark, hvis tiden en gang bliver moden til en dansk OL-ansøgning. Men på den korte bane er det urealistisk at tale om OL til København.