Udskældt naturforslag skrottes

Miljøministeren har skrottet udskældt forslag om betaling for parkering i naturen – til glæde for idrætten.
12. dec 2014
Miljøministeren har skrottet udskældt forslag om betaling for parkering i naturen – til glæde for idrætten.

Miljøminister Kirsten Brosbøls bebudede planer om at indføre betalingsafgift for parkering ved 19 udvalgte danske strande og naturområder bliver alligevel ikke til noget. Miljøministeren har valgt at skrotte forslaget, der fra begyndelsen mødte stor modstand - blandt andet fra idrætten.

”Vi er meget tilfredse med, at forslaget er trukket tilbage,” siger Niels-Christian Levin Hansen, der har ansvaret for miljøspørgsmål i DIF’s bestyrelse. Han fortsætter:

”Hvis betaling for parkering ved udvalgte naturområder blev indført, ville det have betydet sværere kår for vores foreninger inden for orienteringsløb, sejlsport, mountainbike og en lang række andre udendørs idrætsgrene. Derfor har det stor betydning for idrætten, at det her ikke bliver til noget alligevel,” siger Niels-Christian Levin Hansen, som havde møde med miljøministeren om sagen for få dage siden.

”Der har været mange kritikere af forslaget, og DIF var blandt dem. Det er meget positivt, at miljøministeren har lyttet til kritikken.”

I en pressemeddelelse siger miljøminister Kristen Brosbøl:

”For mig har præmissen været, at etablering af betalingsparkering på de udvalgte steder ikke må få som konsekvens, at borgernes frie adgang til naturen bliver mindre. Det viser sig nu, at adgangen til naturen vil blive mere besværlig nogle steder, fordi der ikke som forudsat findes alternative gratis parkeringsmuligheder i nærheden.”