Her er Danmarks tre bedste holdkammerater

En svømmer, en håndboldspiller og en fodboldspiller udgør finalefeltet til prisen DIF og Nordea-fondens Fidusbamse, der skal kåre Danmarks bedste holdkammerat.
9. dec 2014
En svømmer, en håndboldspiller og en fodboldspiller udgør finalefeltet til prisen DIF og Nordea-fondens Fidusbamse, der skal kåre Danmarks bedste holdkammerat.
Over 250 unge mennesker mellem 12 og 19 år fra mere end 30 idrætter blev indstillet af holdkammerater og trænere til prisen DIF og Nordea-fondens Fidusbamse. Nu er feltet snævret ind til tre finalister i kampen om æren og førstepræmien – en idrætsrejse for hele holdet til en værdi af 100.000 kroner.
De tre nominerede er:
  • Ane Emilie Nielsen, 17 år, fra Viborg Svømmeklub.
  • Mads Olsson, 14 år, fra Jersie Håndboldklub. 
  • Mattias Madsen, 13 år, Nr. Lyndelse/Søby IF’s fodboldafdeling. 

Den endelige vinder vil blive afsløret til DR’s gallashow Sport 2014 den 10. januar i Boxen. Her vil alle finalisterne blive støttet i salen af deres holdkammerater. Selvom to af de nominerede går glip af hovedpræmien, er der ingen, som går tomhændede hjem. Alle finalister er sikret 10.000 kroner, som skal bruges til sociale aktiviteter eller oplevelser for hele holdet.

Om prisen
DIF og Nordea-fondens Fidusbamse gives til en ung idrætsudøver mellem 12 og 19 år fra en af DIF’s idrætsforeninger, som med sine handlinger og holdninger er en rigtig god holdkammerat. I perioden fra den 1. oktober til den 15. november havde alle mulighed for at indstille en ung til prisen på www.fidusbamsen.dk

Det er første gang, at prisen uddeles.