14- og 15-årige talenter kæmper om 100.000 kr.

De 10 nominerede til Årets Fund 2014 er udpeget, men spændingen udløses først 29. december.
3. dec 2014
De 10 nominerede til Årets Fund 2014 er udpeget, men spændingen udløses først 29. december.

Andreas Sargent Larsen, der er ungdomsverdensmester i udspring, og Mahdi Hassan Jallaw, der er ungdomseuropamester i boksning, er med deres 15 og 14 år de yngste i feltet af nominerede til Året Fund 2014. I den sammenhæng virker de ældste, sejlerne Ida Marie Baad Nielsen og Marie Thusgaard Olsen, nærmest som mosefund med deres 22 og 21 år.
De ti nominerede til Året Fund tilhører er i sagens natur de yngre årgange, men de er som altid cremen af dansk talentudvikling.

For første gang er der mere end hæder og ære på spil for de unge talenter. En donering fra Tuborgfondet betyder, at Årets Fund 2014 går hjem med en check på 100.000 kr. fra festen i Politiken Hus, hvor offentliggørelsen foregår mandag 29. december.  

Blandt de over tyve indstillede kandidater fra specialforbundene har Danmarks Idrætsforbund, Team Danmark og Politiken nomineret disse ti kandidater til kåringen af Årets Fund i dansk idræt i 2014:

Badminton: Anna Thea Madsen, 20 år, EM-sølv i damesingle

Basketball: Jacob Glarbjerg Larsen, 17 år, udtaget til NBA Global Cup

Boksning: Mahdi Hassan Jallaw, 14 år, U15 EM-guld

Cykling: Casper Pedersen, 18 år, U19 VM-guld i omnium

Fodbold: Pierre Emile Højbjerg, 19 år, A-landsholdsdebut

Golf: Nanna Koerstz Madsen, 20 år, bedste amatør i Europa 

Handicapidræt: Frida Carstensen Jersø, 17 år, U18 VM-guld i kuglestød

Sejlsport: Ida Marie Baad Nielsen og Marie Thusgaard Olsen, 22 og 21 år, VM-sølv og EM-guld i 49’er FX

Svømning:
Andreas Sargent Larsen, 15 år, U16 VM-guld i udspring (billedet)

Triatlon: Emil Deleuran Hansen, 17 år, guld og bronze ved Ungdoms-OL