Danmark i top 15 over sporteventnationer

Danmark ligger på en 15. plads over sporteventnationer. Målt i forhold til indbyggertal ligger Danmark nummer to.
26. nov 2014
Danmark ligger på en 15. plads over sporteventnationer. Målt i forhold til indbyggertal ligger Danmark nummer to.

Danmark er igen i år rykket frem i superligaen for sporteventnationer med en 15. plads på Sportcals Global Sports Nations Index 2014. Rusland, Canada, Storbritannien, Kina og USA ligger uforandret i top fem. Listen er opgjort for perioden 2009-2020. Målt i forhold til indbyggertal ligger Danmark nummer to efter Qatar.

I en pressemeddelelse siger Lars Lundov, direktør for Sport Event Denmark:

”Danmark rykker frem i rækkerne og er nu i top 15 over verdens sporteventnationer på Sportcals Global Sports Nations Index og med udsigt til at rykke op i top 10 frem mod 2020. Det er et kæmpe skulderklap til det danske eventarbejde, til de danske forbund, værtsbyer og til os i Sport Event Denmark.”

”At Danmark endvidere ligger nummer to efter Qatar målt i forhold til indbyggertal vidner om, at den politiske satsning på sportsevents i Danmark nu bærer frugt. At arbejde med tiltrækning og afvikling af store, internationale sportsevents kræver et stærkt samarbejde mellem værtsby, forbund og Sport Event Denmark. Det er en model, som også udlandet har fået øjnene op for – og det er jo tydeligvis også en model, som flytter os frem på den internationale eventscene. At Danmark ifølge prognoserne har udsigt til en 10. plads for perioden 2015-2020 er bestemt også tilfredsstillende,” fortsætter Lars Lundov og tilføjer:

”Sportscalc Global Sports Nations Index er baseret på VM’er og store multisportsevents. Alle de EM’er og World Cups, vi er værter for i Danmark, er således ikke engang med i statistikken.”

Fremgangen er båret af VM i ishockey 2018 og VM i sejlsport for samtlige olympiske klasser – ligeledes i 2018.

Sportcals Global Sports Nations Index dækker over 600 VM’er og store multi-sportsevents indenfor over 90 sportsgrene: 445 events I perioden 2009-2014 og 197 for perioden 2015-2020.