DIF: Vi skal tage internationalt ansvar

Boykot og brok i hjørnet hjælper ingenting, hvis Danmark skal opnå større international indflydelse.
25. nov 2014
Boykot og brok i hjørnet hjælper ingenting, hvis Danmark skal opnå større international indflydelse.
Endeløse beskyldninger om korruption i FIFA, kritik at de nye super-event-arrangører fra Qatar og kritisk fokus på de sociale forhold i Brasilien i forbindelse med VM i fodbold.

Sport bliver gang på gang trukket ind i politiske spørgsmål, og ofte bliver DIF og Danmarks Olympiske Komité i kølvandet opfordret til at protestere eller boykotte forskellige idrætsevents.

Spørgsmålet om, hvorvidt Danmark i for høj grad ’spiller fodbold med fjenden’ blev rejst på Idans store idrætskonference i Vejen. Her slog DIF’s idrætspolitiske chef, Poul Broberg, fast, at DIF bestemt skal 'tage internationalt ansvar', men at tingene nok bør gribes anderledes an end tidligere.

”Vi skal ikke være værdiløse. Vi skal arbejde for åbenhed og demokrati i internatonal idræt. Men vi må også se i øjnene, at vi ikke får ændret Kinas menneskerettigheder ved at boykotte et sportsarrangement eller ved at stille os op på en ølkasse og råbe og skrige”, siger Poul Broberg.

Han mener i stedet, at DIF skal spille sine kort på en mere konstruktiv og politisk klog måde for at påvirke international idrætspolitik mest muligt.

”Hvordan kan vi noget gøre vi de ting, vi er utilfredse med? Hvordan får vi reel indflydelse internationalt? Det gør vi blandt andet ved at få danske idrætspolitikere valg ind på internationale poster. Og så skal vi have modet til at gå ind i nogle alliancer, som vi måske tidligere har holdt os fra. Men vi bliver nødt til at tænke mere politisk, og engang kræver det nogle samarbejdspartnere, som måske ikke lige kommer med præcis de samme grundlæggende værdisæt, som vi har i Skandinavien.”