Leder: De første 100 dage med skolereformen

Onsdag den 12. november 2014 var undervisningsminister Christine Antorini og kulturminister Marianne Jelved kaldt i samråd i Børne- og Undervisningsudvalget i Folketinget for at svare på spørgsmål om skolereformen. Omdrejningspunktet for samrådet, indkaldt af Liberal Alliance som står uden for skoleforliget, var konsekvenserne af skolereformen for idrætsforeningerne.

I DIF har vi den holdning, at reformer skal have tid til at virke, inden de store evalueringskanoner køres i stilling – også længere tid end 100 dage. Men naturligvis er vi i tæt dialog med såvel specialforbund som idrætsforeninger om, hvordan implementeringen skrider frem af de dele af reformen, der angår idrætsforeningerne. Og det er en dialog, der afspejler et meget sammensat billede: Nogle steder går det godt, andre steder går det nogenlunde, og andre steder igen er der store udfordringer.

De steder, hvor tilbagemeldingerne er positive, indsamler vi erfaringerne for at kunne dele dem på tværs af kommuner, specialforbund og idrætsforeninger. Hvor der er udfordringer, har vi forsøgt at grave ned i årsagerne. Svarerne viser, at der er forskellige grunde hertil. En væsentlig, der går igen mange steder, er manglende dialog mellem skoler og foreninger om reformen. Samme begrundelse viser sig med modsat fortegn de steder, hvor idrætsforeningerne oplever, at reformen er kommet godt ud over rampen: Her fremhæves netop god dialog og forberedelse som nøglen til et godt samspil mellem foreninger og skoler.

Dialogen er vigtig af flere grunde. For det første for at inddrage de idrætsforeninger, der har lyst og kræfter til at medvirke til en mere fysisk aktiv skoledag på den enkelte skole. For det andet for at få løst de praktiske problemer og knaster, som reformen kaster af sig. Et eksempel er adgang til idrætsfaciliteter, hvor det nogle steder har været småt med dialogen, og hvor skoler har ’overbooket’ faciliteter for at være på den sikre side. Hvis tiderne sidst på skoledagen ikke bruges, og det samtidig går ud over foreningslivets adgang til faciliteterne er det en ren loose-loose-situation.

Dialog går som bekendt begge veje. Derfor er der ikke meget perspektiv i at placere ansvaret for dialogen entydigt hos kommuner og skoler på den ene side eller hos foreningerne på den anden. Dialogen er et fælles ansvar. Af samme grund er det uacceptabelt, hvis foreninger bliver mødt med det standardsvar, at skolen ikke har tid til at drøfte samspil med det lokale foreningsliv. Samspillet i den åbne skole mellem skoler og foreninger er et centralt element i loven – og ikke noget man bare kan vælge til eller fra. Ét sted, hvor loven placerer et entydigt ansvar, er i forhold til det overordnede koordineringsansvar for dette samspil. Det ligger hos kommunen. De foreløbige erfaringer viser dog, at det langt fra er alle kommuner, der har påtaget sig dette ansvar. Det har vi rejst over for KL.

I DIF deltager vi aktivt i arbejdet på at indarbejdet mere idræt, motion og bevægelse i folkeskolen. Vi har indgået partnerskabsaftaler om udvikling af modeller for samarbejde mellem skoler og foreninger med Slagelse og Aalborg Kommuner og har endnu et kommunalt partnerskab på vej. I disse kommuner er der igangsat ambitiøse initiativer rettet mod skoler og foreningsliv, som kan inspirere andre kommuner. Vi vil løbende formidle erfaringerne fra partnerskaberne og fra andre gode initiativer, så flere kommuner kan se gevinsterne ved et integreret samarbejde mellem kommune, skoler og foreninger.

Læs mere på http://www.dif.dk/da/foreningsliv/aktiv-skole, hvor vi deler vores viden om reformen.