Ny sportskanal satser på danske toppræstationer

TV 2’s kommende nye sportskanal vil fokusere på danske atleter, der klarer sig godt internationalt, og kanalen kommer som udgangspunkt også til at indeholde meget forskellig sport. Det forsikrer TV 2’s sportschef, Frederik Lauesen. DIF og specialforbundene håber og tror på, at TV 2 holder ord.
19. nov 2014
TV 2’s kommende nye sportskanal vil fokusere på danske atleter, der klarer sig godt internationalt, og kanalen kommer som udgangspunkt også til at indeholde meget forskellig sport. Det forsikrer TV 2’s sportschef, Frederik Lauesen. DIF og specialforbundene håber og tror på, at TV 2 holder ord.

Hent hele DIF OPINION som PDF-fil her. 

En hulens masse fodbold, håndbold ad libitum, cykling om sommeren, lidt motorsport og en sjat tennis fra de største turneringer. Sådan ser det danske mediebillede i grove træk ud, når det kommer til tv-dækning på sportsfronten. Der mangler ikke sport i fjernsynet, men tv-dækningen er - især på landsdækkende dansk tv - fordelt på ganske få sportsgrene. Det faktum har i årevis været en sten i skoen på DIF og ikke mindst de mange idrætsgrene og specialforbund, der sukker efter bare en anelse tv-tid.

Men fra begyndelsen af 2015 er der måske grobund for lidt mere optimisme i forhold til en bredere tv-dækning af dansk idræt. TV 2 går således i luften med en helt ny sportskanal, der som overordnet målsætning har at ’satse på danske rettigheder, livebegivenheder, events og sportsjournalistik’.

”Vi mener, vi har set et lille hul i markedet i forhold til sport i tv. Det her bliver en dansk sportskanal med overvejende fokus på danske toppræstationer,” siger TV 2s sportschef Frederik Lauesen om den nye sportskanal.

”Vi vil præsentere en solid dækning af velkendte idrætsgrene, men vi vil også kigge på en del ’nye’ idrætsgrene, som vi via TV 2’s mange forskellige platforme vil forsøge at skabe begejstring omkring. Vi håber i det hele taget på at kunne bidrage til at højne dansk idræt.”

TV 2’s nye sportskanal kommer efter planen til at dyrke både den fast tilbagevendende ligasport og de store events, og der lægges sendetid til allerede indkøbte rettigheder som dansk ligahåndbold, slutrunder i håndbold og fodbold og OL. Der bliver imidlertid også plads til en solid dækning af dansk ishockey, basketball og svømning.

”Vi glæder os meget til blandt andet at dække de store svømmeevents, hvor de danske atleter jo gør det fantastisk i disse år. EM på kortbane i Boxen i Herning viste virkelig, at det var en begivenhed, som på mange måder egnede sig til tv. Men vi slutter ikke her. Vi vil gå efter mange rettigheder, hvor danskerne gør det godt,” lyder det fra Frederik Lauesen.

Afdæmpet optimisme
TV 2’s udmelding om en bredere dækning på sportsområdet bliver modtaget med lettere afdæmpet begejstring og optimisme hos flere af DIF’s 61 specialforbund. Skævvridningen af sportsdækningen på tv har fundet sted i mange år, og i 2006 konkluderede Idan i en stor rapport, at det kun er ganske få idrætsgrene, der opnår tv-tid. Ganske vist har undersøgelsen nogle år på bagen, men intet tyder på, at tendensen har ændret sig.

Om skævvridningen af tv-dækningen af dansk idræt og den nye TV 2-kanal siger generalsekretær i Danmarks Motor Union (DMU), Kenneth Majkjær Mikkelsen:

”Sportsdækningen på dansk tv har i mange år været præget af konservatisme, og der har været en tendens til at spille på de meget sikre kort. Jeg tror og håber på, at TV2’s foreløbige udmeldinger holder – også på sigt, men jeg kan også frygte en smule, at det hele i sidste ende bliver meget koncentreret om eksempelvis fodbold. Men overordnet set er det da særdeles positivt, at TV 2 har meldt sig på banen med en ny sportskanal.”

Kenneth Majkjær Mikkelsen forklarer, at der er flere årsager til specialforbundenes jagt på tv-dækning.

”Det handler om at kunne nå ud til en lidt bredere målgruppe end normalt for derved at kunne skabe interesse om sin sport. Og kommercielt er det naturligvis også vigtigt at have tv med på banen, når der skal skaffes sponsorer og afholdes mesterskaber,” siger DMU-chefen, der håber på, at dansk motorsport kan blive en del af dækningen på den nye sportskanal.

”Vi ser meget gerne yderligere dækning af eksempelvis speedway og motocross og selvfølgelig også gerne nogle af vores andre aktiviteter. Omvendt kræver det også, at vi leverer varen for at få mere tv-tid. Hvis TV 2 stiller krav til de enkelte sportsgrene, der gerne vil på tv, er det helt forståeligt, og så må vi gøre, hvad vi kan, for at indfri dem.”

Nogenlunde samme holdning har man i Dansk Tennis Forbund.

”Vi er åbne over for mange muligheder omkring et samarbejde med TV 2. Og det er klart, at det er interessant med den nye kanal. Lige nu har vi nok flere forhåbninger, end vi har konkrete forventninger,” siger Michael Tannis Beck, som er presseansvarlig i Dansk Tennis Forbund:

Generelt lider tennissporten ikke direkte af manglende medieeksponering i Danmark– specielt på grund af Caroline Wozniackis succes, men på den nationale scene så tennisforbundet gerne meget mere tv-dækning af eksempelvis den nationale liga og landskampe.

”Vi er klart interesserede i at finde frem til en aftale, så der med tiden kan komme national tennis på skærmen. Og så er det jo interessant, at TV2 har mange forskellige platforme at spille på, hvilket kan være med til at gøre hypen omkring den enkelte idrætsgren større,” siger Michael Tannis Beck.

Ingen falske forhåbninger
Hos TV 2 har man forståelse for, at mange specialforbund nu vil se med store hungrende tv-øjne efter kanalen.

”Vi tror på, at der et stort potentiale i dansk sport bredt set, og derfor tror jeg også på, at vi kommer til at samarbejde med mange specialforbund. Omvendt vil jeg ikke give folk falske forhåbninger og love tv-tid til alle. Men som tidligere nævnt vil vi gå meget efter de idrætsgrene, hvor danskerne klarer sig godt,” siger TV 2’s sportschef Frederik Lauesen.

Danmark klarer sig blandt andet godt i bowling. Skal I ud at købe bowling-rettigheder?

”Det kan jeg ikke sige noget om på nuværende tidspunkt, men der er mange ting, der kan have vores interesse, og det sagtens være idrætsgrene, som danskerne normalt ikke ser på tv. Vi har gode erfaringer fra Tour de France i 90’erne, som vi seermæssigt fik bygget op fra stort set ingenting.”

Hvad er risikoen for, at de intentioner, I har lige nu, alligevel går fløjten om et stykke tid, og I så ender med stort set kun at sende håndbold og fodbold?

”Jamen, håndbold kommer vi helt sikkert til at sende meget af, og der kommer også fodbold – i første omgang den hollandske liga. Og vi vil gerne have endnu flere fodboldrettigheder. Jeg synes bare ikke, det ene udelukker det andet. Men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at vi ikke også har kommercielle ambitioner, og derfor kigger vi da også på hvor seerne er,” siger Frederik Lauesen.

DIF har i årevis kæmpet for en bredere mediedækning af dansk sport – ikke bare i forhold til reelle tv-transmissioner, men også i forhold til den daglige sportsnyhedsformidling, hvor der som regel også kun gives plads til et meget begrænset antal sportsgrene. Derfor hilser DIF’s bestyrelsesmedlem og næstformand for Idrættens medieudvalg, Niels-Christian Levin Hansen, også den nye sportskanal hos TV 2 mere end velkommen:

”Vi er meget positive over for TV 2’s nye projekt, og det glæder os naturligvis, når vi hører, at de blandt andet kommer til at sende svømning og kajak,” siger Niels-Christian Levin Hansen, og fortsætter:

”Vi har set forsøg tidligere med sportsmedier, der også satsede lidt bredere end normalt uden det store held, men TV 2 er en stor spiller på markedet, og derfor kan vi kun håbe og tro på, at de får succes med den nye kanal. For vi er i DIF sikre på, at der er et tv-publikum til mange forskellige slags idrætsgrene, hvis man griber det rigtigt an.”