Gode forslag til ny IOC-kurs

DIF mener, at IOC er på rette vej med sine forslag til en ny kurs for den olympiske bevægelse, der bl.a. involverer ændringer i OL-budprocessen.
18. nov 2014
DIF mener, at IOC er på rette vej med sine forslag til en ny kurs for den olympiske bevægelse, der bl.a. involverer ændringer i OL-budprocessen.

På IOC’s session (generalforsamling) den 8.-9. december skal Olympic Agenda 2020 vedtages.

I dag har IOC offentliggjort de 40 anbefalinger til denne ”strategiske køreplan”, som IOC-medlemmerne skal tage stilling til på sessionen.

Der er ifølge DIF’s formand tale om flere gode forslag, som – om end forsigtigt – bevæger IOC og international idræt i den rigtige retning.

”Det er stærkt påkrævet, at der kommer ændringer i OL-budprocessen for at fastholde og meget gerne øge interessen for at afholde OL. Derfor er alle tiltag vigtige, der kan gøre megaeventen bæredygtig og gavne den pågældende bys udvikling på lang sigt. Jeg er derfor glad for at anbefalingerne lægger vægt på dette, herunder at det skal være mere fleksibelt, mere gennemsigtigt og mindre kostbart at søge om et OL-værtskab,” siger Niels Nygaard.

I DIF’s input fra foråret til Agenda 2020 i foråret var bedre procedurer for OL-bud og mere bæredygtige lege en af pointerne.

En af anbefalingerne, som IOC-medlemmerne skal tage stilling til, er om discipliner eller en hel idrætsgren fremover i særlige tilfælde må afholdes i et andet land end værtsbyen/værtslandet, hvis geografien og hensyn til bæredygtighed taler for det.

God ledelse
DIF-formanden understreger, at der i international idræt skal ske fremskridt ift. good governance, altså god ledelse, og han håber også, at anbefalingerne om dette bliver en del af Agenda 2020. Hvis idrætten vil beholde sin autonomi, skal der øget fokus på good governance og gennemsigtighed, mener Niels Nygaard.

Niels Nygaard deltager som observatør på IOC Session i Monaco i næste måned. Han har som medlem af henholdsvis en af arbejdsgrupperne bag anbefalingerne (marketing mv.), og en af IOC kommissionerne (international relations) deltaget i udarbejdelsen af forslag om bl.a. Olympic Channel, et øget samarbejde mellem IOC’s TOP-sponsorer og de nationale olympiske komiteer samt good governance og autonomi.

”Ideen om en olympisk kanal er interessant, fordi det vil kunne give liv til de olympiske idrætter og atleter mellem OL og være et vigtigt middel til det, vi også gerne vil opnå i DIF, om at det olympiske skal være nærværende og spændende at følge med i hele året rundt,” siger Nygaard.

De 40 anbefalinger kan ses her