Seks skoler får 21 millioner til bevægelse

Seks skoler er blevet udvalgt og får en samlet støtte på op til 21 millioner kroner i forbindelse med kampagnen Skole+. Byggeprojekter på de seks skoler skal vise vejen for, hvordan man kan inddrage idræt og bevægelse i skoledagen og samtidig åbne skolerne op for foreningslivet og det øvrige lokalsamfund.
10. nov 2014
Seks skoler er blevet udvalgt og får en samlet støtte på op til 21 millioner kroner i forbindelse med kampagnen Skole+. Byggeprojekter på de seks skoler skal vise vejen for, hvordan man kan inddrage idræt og bevægelse i skoledagen og samtidig åbne skolerne op for foreningslivet og det øvrige lokalsamfund.
Den nye folkeskolereform betyder mere idræt og bevægelse i skoledagen, og det stiller krav til skolernes fysiske faciliteter. Det er blandt andet baggrunden for, at Realdania, Lokale og Anlægsfonden og Danmarks Idrætsforbund er gået sammen om kampagnen Skole+. Kampagnen skal gøre det muligt for et antal skoler at gennemføre byggeprojekter, som understøtter kravet om mere idræt og bevægelse i skolen og som giver børn og vokse lyst til at være aktive – både i skoletiden og i fritiden.

Efter en grundig ansøgningsproces er seks skoler nu blevet udvalgt og skal i gang med at udvikle og senere realisere byggeprojekter. Det drejer sig om følgende skoler:

Mosedeskole i Greve Kommune (op til 5 millioner kroner)
Stokkebækskolen i Svendborg Kommune (op til 3 mio.)
Virring Skole i Skanderborg Kommune (op til 1,63 mio.)
Søndervangskolen i Aarhus Kommune (op til 3,5 mio.)
Arresø Skole i Halsnæs Kommune (op til 2,83 mio.)
Haarby Skole i Assens Kommune (op til 5 mio.)


Indholdet i de kommende byggeprojekter spænder vidt. Der er blandt andet visioner om, hvordan passive gangarealer gøres til aktive læringsrum, hvordan bevægelsesstier etableres, og hvordan der opføres multifunktionelle tilbygninger, som også henvender sig til det omkringliggende samfund og dets foreningsliv.

”Vi glæder os over seks spændende og relativt forskellige koncepter, der på hver deres måde kan blive fine eksempler på, hvordan fysiske forandringer og god arkitektur kan være med til at skabe udfordrende og nye aktivitetsmuligheder på skolerne,” siger programchef hos Realdania, Per Schulze.

Alle projekterne er medfinansierede af de enkelte kommuner, skoler og lokalsamfund. Den lokale finansiering skal udgøre minimum halvdelen af den samlede anlægssum.

Bo Vestergård Madsen, analysechef i Lokale og Anlægsfonden, siger:

”I Lokale og Anlægsfonden glæder vi os til den videre udvikling af projekterne sammen med skoler, arkitekter og de lokale ildsjæle. Sammen kan vi skabe projekter, der kan inspirere mange andre skoler til nye tiltag, der kan matche den åbne skole med nye faciliteter til bevægelse for både elever, foreninger og lokalsamfund.”

Færdig i 2016
Sideløbende med ansøgningsprocessen for skoler og kommuner, har der været en ansøgningsproces for rådgivere i form af arkitekter og sammensatte teams. Skolerne vælger i den kommende tid et rådgiverteam, og de skal sammen udvikle visionen, lave skitseforslag og udarbejde et endeligt projektforslag

Det endelige projektforslag skal være færdig i juni 2015, og selve byggeprocessen er planlagt til at vare frem til udgangen af 2016.

Niels Nygaard, formand for DIF udtaler:

”Fysisk aktivitet er ikke kun sundt, det også et meget vigtigt redskab i forhold til børnenes indlærings- og koncentrationsevne. Jeg glæder mig til at se resultaterne ude på de seks skoler. Det er min forventning, at de kan inspirere andre skoler og kommuner landet over og skabe en større sammenhæng mellem skoler og de lokale idrætsforeninger”.


Fakta om kampagnen Skole+
Kampagnen gennemføres i et partnerskab mellem Realdania og Lokale og Anlægsfonden og DIF. Sekretariatsfunktion varetages af Dansk Bygningsarv.

Parterne har afsat i alt 26 mio. kr. til kampagnen. Realdania har bevilget 14 mio. kr., Lokale og Anlægsfonden 10 mio. kr., mens DIF bidrager med 2 mio. kr. Støtten til de seks projekter skal modsvares af en egenfinansiering på minimum 50 procent.

Ansøgningsfristen var 8. september 2014, og alle landets kommuner og folkeskoler har kunnet søge.

Kampagnen blev skudt i gang den 27. marts med en konference i Odense. I den forbindelse blev der udgivet et inspirationskatalog med idéer til, hvordan skolens faciliteter kan indrettes og opdateres.

Læs mere på kampagnens hjemmeside: www.skole-plus.dk


For yderligere oplysninger kontakt:


Per Schulze, programchef i Realdania, 32 88 52 89, psc@realdania.dk

Bo Vestergård Madsen, analysechef i Lokale og Anlægsfonden, 32 83 03 44 / 26 23 00 74

Niels Nygaard, formand for DIF, 20 73 71 12, nny@dif.dk

Venlig hilsen
Lars Hestbech
Kommunikationskonsulent, DIF
lhe@dif.dk
23 32 37 84