Udskældt regel ændres

Statsministeren lover i sin åbningstale i Folketinget, at det bliver nemmere at være frivillig i Danmark.
7. okt 2014
Statsministeren lover i sin åbningstale i Folketinget, at det bliver nemmere at være frivillig i Danmark.

”Vi har lyttet til de to millioner danskere, der gør en frivillig indsats. De fortjener vores respekt.”

Sådan lød det tirsdag fra statsminister Helle Thorning-Schmidt ved åbningstalen i Folketinget. En tale, der generelt rummede mange rosende gloser om danskernes frivillige indsats på forskellige områder i samfundet – blandt andet idrætten.

”Vi skal tage ansvar for hinanden. Det gør de to ud af tre danskere, der deltager eller har deltaget i frivilligt arbejde. De gør en meget konkret forskel for andre mennesker. For den pige eller dreng, der lærer at spille fodbold. For den ældre, der kommer en tur i skoven. For den hjemløse, der får et måltid mad. Og den frivillige indsats rækker også højere end det. Man skal lede længe efter et land, hvor mennesker har så stor tillid til hinanden som i Danmark,” sagde Helle Thorning-Schmidt.

Statsministeren løftede også sløret for to generelle lovændringer, der gør det nemmere at være frivillig.

Den udskældte 4-timers-regel ændres til en 15-timers-regel, og derudover droppes den såkaldte arbejdspladsvurdering af idrætsforeningerne.

”Hvis en jurist på efterløn vil lægge otte timer hver mandag på et krisecenter for kvinder, så bliver hun i dag trukket i efterlønnen. Fordi man kun må udføre fire timer frivilligt arbejde om ugen. Den grænse flytter vi nu til 15 timer. Hvis en skolelærer en gang om måneden laver mad på en café for hjemløse, så skal han i dag have et tre-dages kursus i fødevarehygiejne. Det krav fjerner vi. Ligesom vi fjerner papirarbejde. Fremover skal svømmeklubben ikke lave en arbejdspladsvurdering for den frivillige, der træner et hold tirsdag aften.”

DIF’s formand, Niels Nygaard siger om statsministerens roser og initiativer på frivillighedsområdet:

”Det er nogle fine toner, der blevet slået an på talerstolen i Folketinget. Vi har i DIF kæmpet i årevis for at få ændret fire-timers-reglen, og derfor glæder det os selvfølgelig meget, at den regel nu ser ud til at blive ændret en gang for alle,” lyder det fra Niels Nygaard, der også ser frem mod efterårets kommende lovforslag om arbejdsmiljøloven.

”Alt tyder på, at de frivillige foreninger nu bliver fritaget for at skulle lave arbejdspladsvurderinger og arbejdsmiljøorganisation. Det er utroligt positivt.” 

Se hele Helle Thorning-Schmidts tale her: