Mountainbiker vinder Flink af natur Award
Kampagnen Flink af natur sætter fokus på god og hensynsfuld opførsel folk imellem, når de færdes i den danske natur. Det er Naturstyrelsen, Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Friluftsrådet, der står bag første del af kampagnen, der primært har rettet sig mod alle dem, der kører på mountainbike i de danske skove.
Søndag kulminerede kampagnen, da prisen Flink af natur Award for første gang blev uddelt. Vinderen blev mountainbike-entusiasten Katy Madsen fra Vesterbro i København.
”Kampagnen har understreget, hvad vi i forvejen godt vidste – danskerne er generelt flinke af natur. Vi har fået rigtig mange gode indstillinger til Flink af natur Award, men nomineringen af Katy Madsen var oplagt. Hun er en fortjent vinder, fordi hun altid er venlig, hjælpsom og hensynsfuld over for andre, når hun er ude på sin mountainbike i skoven. Vi kan aldrig få for mange, der lige siger hej, når de møder andre friluftsaktive ude i den flotte danske natur,” siger direktør i Friluftsrådet, Jan Eriksen, der stod for overrækkelsen af Flink af natur Award i forbindelse med et Naturens Dag-arrangement på Skovskolen i Nødebo.
Vinderen Katy Madsen var blevet indstillet af sin kæreste Ask Petersen. I indstillingen havde han lagt vægt på, at hun altid har et smil og en venlig bemærkning til andre gæster i skoven, at hun stopper op og hjælper folk med en defekt, og at hun er aktiv i et sporlaug, der renoverer mountainbike-spor i Nørreskoven på Sjælland.
”Jeg er vildt beæret og stolt. Samtidig har jeg det sådan, at der er mange andre, som gør en masse godt. Jeg møder jo hele tiden folk i skoven så som sporbyggere, der gør noget til glæde for alle. De kandidater, jeg har konkurreret mod, gør også virkelig meget, så jeg er super ydmyg over at vinde prisen,” siger Katy Madsen med henvisning til de to andre finalenominerede.
Vil have flere piger i sporten
Dommerkomiteen, der bestod af repræsentanter fra Naturstyrelsen, DIF og Friluftsrådet, lagde desuden vægt på Katy Madsens indsats for at give andre en god oplevelse i naturen. Konkret har hun oprettet hjemmesiden cyklista.dk, som skal gøre mountainbike-sporten mere tilgængelig for piger. Desuden tilbyder Katy Madsen sammen med en anden instruktør gratis tekniktræning til piger hver anden måned.
”Da jeg startede med at køre mountainbike, anede jeg ikke, hvor jeg skulle begynde. Jeg synes ikke, at der et særlig stort udbud af tilbud til kvinder, der gerne vil starte med den her sport. Så tænkte jeg, at jeg laver en hjemmeside bakket op af en Facebook-gruppe, hvor jeg kan fortælle folk om de her ting,” siger Katy Madsen, som faktisk kom direkte fra en af de gratis tekniktræninger, da hun modtog prisen.
Flink af natur-kampagnen har haft fokus på de potentielle konflikter, som kan opstå, når mountainbikere møder andre i skoven. Katy Madsen selv oplever dog, at der er meget langt mellem de konflikter, hvis blot man viser sig fra sin bedste side.
”Danskerne er flinke, når de kommer ud i skoven. Her kommer man rigtig langt med et smil og et 'goddag'. Hvis man som pige smiler til selv den sureste mand, som er træt af mountainbikere, kan han ikke undgå at smile tilbage,” siger hun.
Udover æren kan Katy Madsen se frem til et weekendophold sammen med Ask Petersen, der indstillede hende, på Comwell Sport Rebild Bakker.
Yderligere information:
Sven-Åge Westphalen
Konsulent, Friluftsrådet
Tlf: 42 91 52 88
E-mail: swe@friluftsraadet.dk
Hent billeder af vinderen her.
Flink af natur på Facebook
Venlig hilsen
Thomas Hansen
Kommunikationskonsulent, DIF
Tlf: 43 26 20 24 / 22 96 43 35
E-mail: tha@dif.dk