God indsats ved ungdoms-OL

Danmark slutter med fem medaljer ved ungdoms-OL. En storstilet event, som dog også kan forbedres frem mod sommer-legene i Argentina om fire år.
26. aug 2014
Danmark slutter med fem medaljer ved ungdoms-OL. En storstilet event, som dog også kan forbedres frem mod sommer-legene i Argentina om fire år.
Sidste danske atlet har været i aktion ved ungdoms-OL.

Mandag aften kinesisk tid spurtede Anne Sofie Kirkegaard sig til en flot bronzemedalje på 400 meter hæk, og dermed slutter Danmark med fem medaljer. To i triatlon, to i cykling og en i atletik.

DIF’s Chef de Mission, Morten Rodtwitt siger:

”I Singapore for fire år siden vandt vi tre medaljer. Vi vinder fem her i Nanjing, så den samlede indsats er absolut godkendt. Vi har hele tiden sagt, at det vigtigste var, at atleterne fik en masse brugbar erfaring med i bagagen, og det ved jeg, at alle har fået. At det så samtidig bliver til en flot medaljehøst, er selvfølgelig ekstra glædeligt.”

Teamchefen roser samtidig det danske hold bestående af 15 unge talenter og deres trænere for at ”tage opgaven dybt seriøst” og ikke mindst tage udfordringen op i nogle af de discipliner, som har været lidt specielle. Eksempelvis har den danske badmintonspiller Mia Blichfeldt efter lodtrækning spillet mixed double med en makker fra Congo, og landevejscykelrytteren Pernille Mathiesen har skullet prøve kræfter på BMX-banen.

”Det er som udgangspunkt en god og rigtig ide at rysten posen lidt i konkurrenceformen i de olympiske discipliner. Men det skal også give mening for de unge atleter, og i nogle tilfælde har man nok rystet posen lidt for meget – eksempelvis i forhold til cykelkonkurrencen. Det er selvfølgelig et punkt, som vi sammen med en række andre lande vil rejse over for IOC, for det ligger fast, at ungdoms-OL er kommet for at blive.”

Om fire år er det argentinske Buenos Aires, der er vært for sommer-ungdoms-OL.

Yderligere information:
Morten Schram Rodtwitt, Chef de Mission, mobil 29 37 09 16, kinesisk mobil: 0086 17 90 25 84 052

Følg Danmarks ungdoms-OL-hold på:
Facebook: Danmark til OL
Instagram: @danmarktilol 
www.ol.dk

Se også mange af konkurrencerne live og som sammenklippede højdepunkter på www.olympic.tv og www.youtube.com/olympics

Venlig hilsen

Jacob Bech Andersen
DIF Kommunikation
Mobil: 24 41 12 13, kinesisk mobil: 0086 13810453922 mail: jaa@dif.dk