Frivillige får VM til at rulle

50 frivillige sørger i denne uge for at VM i kørestolsrugby, en af de største handicapidrætsevents nogensinde, kører som smurt i olie.
7. aug 2014
50 frivillige sørger i denne uge for at VM i kørestolsrugby, en af de største handicapidrætsevents nogensinde, kører som smurt i olie.
Ved indgangen i Fyn Arena sidder Feline Badstue og sælger billetter og merchandise. Sammen med en kollega byder hun tilskuere og fans velkommen til arenaen, der i denne uge danner rammen om VM i kørestolsrugby. Feline Badstue er blandt de 50 frivillige, der giver en hjælpende hånd med afviklingen af verdensmesterskabet.  

- Det er sjovt og fedt at kunne hjælpe til. Der er en fed stemning i arenaen både på banen, tribunen og blandt alle, der er involveret. Der er et andet engagement og vilje, når man arbejder med mennesker, der gør det, fordi de har lyst, og ikke fordi de skal, siger Feline Badstue. 

Selv om hun ikke kendte til kørestolsrugby, så blev Feline Badstues opmærksomhed fanget af et opslag på nettet, hvor verdensmesterskabet søgte frivillige. Hun har tidligere arbejdet som frivillig, og da hun har ferie fra studiet på Syddansk Universitet, så hun muligheden for at kunne hjælpe til og følge slutrunden.  

Ingen frivillige, intet VM
Mette Holstein Arnesen, eventchef i Dansk Handicap Idræts-Forbund, har det overordnede ansvar for VM i kørestolsrugby. Hun er glad for al den hjælp, de frivillige yder, og understreger, at de har en afgørende rolle.

- Uden deres hjælp var det ikke muligt for os at afholde slutrunden. De gør et stort arbejde og er med til at skabe en god atmosfære både omkring og bag ved banen, siger hun. 

Udover de omkring 50 fast tilknyttede frivillige får staben bag arrangementet også en ekstra hjælpende hånd fra en lidt uventet front. 

- Flere af vores folk i styregruppen ved VM har et handicap og har derfor personlige hjælpere med. Hjælperne er rigtig flinke til at komme og spørge, om der er noget, de kan gøre, når de ikke lige er optaget af deres primære opgave, siger Mette Holstein Arnesen og nævner som eksempel, at den ene hjælpers it-færdigheder blev sat til god nytte, da der var problemer med det trådløse internet i hallen. 

VM i kørestolsrugby fortsætter resten af ugen, hvor der søndag spilles medaljekampe. Samme aften bliver der holdt en fest for de 50 frivillige.

Læs mere om VM i kørestolsrugby på turneringens officielle hjemmeside.