Minister deltog på fodboldskole

Minister for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen (S), besøgte tirsdag en DBU Get2 Fodboldskole i Hundige på den københavnske vestegn.
6. aug 2014
Minister for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen (S), besøgte tirsdag en DBU Get2 Fodboldskole i Hundige på den københavnske vestegn.
DBU Get2 Fodboldskoler er et tilbud til børn i særligt udsatte boligområder, som måske ikke har mulighed for at deltage på de traditionelle fodboldskoler. Der er 13 af slagsen i år, og Carsten Hansen viste sin opbakning til arbejdet, som finder sted i et samarbejde mellem DBU og DIF’s integrationsindsats, Get2Sport, ved at troppe op til fodboldskolen i Hundige Boldklub.

Ministeren kom selv ind på, hvordan idrætstilbud i disse boligområder kan være med til at give de unge et bedre livsindhold.

”Sport er ikke bare sundt og sjovt, det er også et rigtigt godt alternativ til at hænge på gaden. Med DBU’s Get2 Fodboldskole får man fat i nogle af de unge, som ellers ikke var kommet på fodboldskolen. Det giver dem en god oplevelse, og måske endda nogle nye fællesskaber, som kan gavne dem fremover,” vurderede Carsten Hansen.

Ved arrangementet deltog ud over Carsten Hansen også Greves borgmester, Pernille Beckmann (V), DIF’s formand, Niels Nygaard og DBU Sjællands formand, Ole Jacobsen. I forbindelse med arrangementet tog de alle del i en fodboldøvelse sammen med nogle af de 80 børn, som deltager i fodboldskolen.

Det er fjerde år i træk, at DBU og DIF samarbejder om Get2 Fodboldskolerne. Målet er at give børnene en sommeruge fuld af oplevelser og at inkludere og fastholde dem i dansk foreningsidræt.

”Disse fodboldskoler er et godt eksempel på, hvordan idræt kan bruges til at skabe glæde, deltagelse og aktivitet i alle samfundsgrupper, og jeg glæder mig meget over, at regeringen med sin deltagelse i arrangementet bakker op om arbejdet,” sagde DIF-formand Niels Nygaard og takkede herefter de frivillige kræfter i Hundige Boldklub.

”Hvis en social indsats skal lykkes, så er de frivillige kræfter afgørende - ellers dør initiativet ud. Derfor er vores primære fokus i DIF’s integrationsindsats, DIF Get2Sport, også at finde, fastholde og udvikle de frivillige kræfter i de socialt belastede områder. Det er ikke altid et nemt arbejde, men vi er blevet gode til det, og det er et meget vigtigt arbejde.”