Skab samarbejde mellem motion og elite

Mange klubber satser både på bredde og elite. Men hvordan fødes den perfekte sammenhængskraft mellem de to poler?
22. jul 2014
Mange klubber satser både på bredde og elite. Men hvordan fødes den perfekte sammenhængskraft mellem de to poler?

Det er i den grad et tilbagevendende dilemma i mange af DIF’s foreninger. Hvordan tager man hensyn til både bredden og eliten, hvis man nu engang har begge dele? Og hvordan får man sågar de to enheder til at samarbejde?

”De foreninger, der formår at skabe en rød tråd mellem elite- og breddeafdelingen, får næsten altid utroligt meget positivt ud af det. Såvel bredden som eliten kan lære meget af hinanden,” siger DIF-konsulent Lasse Lyck. Han er samtidig tovholder for DIF’s lokale ambassadører i foreningerne. Mange af disse DIF-ambassadører oplever dagliget, hvordan deres klubber profiterer af tilstedeværelsen af både elite- og breddeudøvere.

I Svømmeklubben NORD udgør talentfulde unge og tidligere elitesvømmere eksempelvis grundlaget for breddearbejdet. Formanden for svømmeklubben, Stine Sørensen, siger: 
 

”De frivillige gør af bredden kan fungere, og I forhold til rekruttering af frivillige, oplever vi ofte, at det er fra de bedste svømmere eller deres forældre, at vi får flest frivillige.”

Skemalægning
Nogle klubber oplever intern debat om den økonomiske prioritering af eliten og motionisterne. Marie Krabbe fra Hvidovre Floor Attack Floorball Club og DIF-ambassadør udtaler: 

”Vi forsøger at skabe en aktiv foreningskultur ved at være åbne om vores prioriteringer og belønne dem, der hjælper til uden for banen.”

Og Marie Krabbe har endnu et råd: 

”Tænk allerede på elitespilleres mulighed for at træne med på andre hold og træne motionister, når holdene skemalægges forinden sæsonen.” 

Mange foreninger tænker allerede på disse ting, men de er vigtige at holde fast i for at danne en stærk foreningskultur.