Fuglsang: Drømmer om at vinde Touren

Den danske Astana-rytter drømmer stadig om at vinde Tour de France, siger han til Idrætsliv.
18. jun 2014
Den danske Astana-rytter drømmer stadig om at vinde Tour de France, siger han til Idrætsliv.
Sidste år sluttede Jakob Fuglsang på en samlet syvendeplads i Tour de France, hvilket var det bedste danske resultat i det prestigefulde etapeløb nogensinde. Men den tidligere U23-verdensmester i mountainbike drømmer om at gøre det endnu bedre.

”Det er stadig drømmen at vinde Touren en enkelt gang. Det er helt sikkert. Det er det ultimative for en ryttertype som mig. Måske er det at skyde lidt højt, men jeg udvikler mig stadig som rytter. Jeg blev nummer syv i Touren sidste år, og jeg tror i hvert fald, at top 3 er inden for rækkevidde. Hvis sol, måne og stjerne står helt rigtigt, så kan man aldrig vide, hvad der vil ske,” siger Fuglsang.

Fuglsang, der kører for det kazakhiske hold Astana, finder især tro på den drøm i sit pas, der fortæller, at han er 29 år gammel.

”Umiddelbart er jeg på det bedste tidpunkt i min karriere. Både resultatmæssigt, men også i forhold til den følelse og tro på mig selv, jeg har lige nu. Normalt siger man, at de bedste år som cykelrytter er i slutningen af 20’erne og starten af 30’erne, så forhåbentlig ligger der nogle gode år foran mig.” 

Det bliver dog ikke i dette års Tour de France, at Fuglsang kommer til at stå øverst på sejrspodiet på Champs-Élysées.

”Froome vinder. Han virker til at være på toppen, og hele holdet ser ud til at være klar til at gentage succesen fra sidste år. Holdet arbejder hårdt, og det kommer til at gøre forskellen. Contador ser også god ud, men han slår ikke Froome – heller ikke Nibali. Hvis alt går godt tager jeg selv en 5. plads,” siger Fuglsang til Idrætsliv.

Like Idrætsliv på Facebook her og smuglæs interviewet med Jakob Fuglsang nedenunder.