Krigsveteraner dystede med toppolitikere

Fem fysisk skadede soldater fra DIF Soldaterprojekt udfordrede på folkemødet på Bornholm flere toppolitikere og USA's ambassadør i Danmark i en kørestolsbasketkamp .
16. jun 2014
Fem fysisk skadede soldater fra DIF Soldaterprojekt udfordrede på folkemødet på Bornholm flere toppolitikere og USA's ambassadør i Danmark i en kørestolsbasketkamp .
Forsvarsminister Nicolai Wammen (S), Udenrigsminister Martin Lidegaard (R), Peter Skaarup (DF), Jacob Engel-Schmith (V) og Rufus Gifford (ambassadør) havde taget udfordringen op for at være med til at sætte fokus på idrættens gavnlige virkning på skadede soldaters rehabilitering.

Det var ikke helt trygt for alle debutanterne at sætte sig til rette i kørestolene, men Nicolai Wammen var alligevel meget glad for at kunne deltage og på den måde være sammen veteranerne.

– Jeg synes, det er et super godt arrangement. At dyrke idræt er noget, der binder mennesker sammen, og det gælder, hvad enten man er veteran eller ej. Det her sætter også godt fokus på, at veteraner er en aktiv del af vores samfund. Derfor er DIF Soldaterprojekt et rigtigt godt initiativ og bestemt noget, jeg som forsvarsminister sætter pris på, at vi har, sagde Nicolai Wammen.

Dagens arrangement var samtidig et godt eksempel på idrættens egenværdi – at få mennesker til at være lige på en bane. Det fortalte projektleder i DIF Soldaterprojekt, Rune Oland:

– Det var dejligt at se, hvordan ministre og soldater spillede side om side på lige vilkår. Jeg er utrolig glad for, at politikerne stillede op og var med til at sætte fokus på idrætten som et effektivt middel i nogle hårdt skadede soldaters rehabilitering. Kampen i dag viste også, at man kan mere, end man tror. Selv om det vakte lidt bekymring blandt nogle af politikerne at skulle sidde i en kørestol for første gang, var der stor glæde og masser af grin, og da vi først kom i gang var bekymringen forsvundet.

Flere af de skadede soldater arbejder målrettet på at deltage i De Paralympiske Lege 2016 i Rio i blandt andet kajak, atletik og cykling. En af dem er Jonas El Awsy, der har en skadet iskiasnerve efter en skudepisode. Han ror para-kajak og har vist flotte resultater ved årets første World Cup i Milano.
Jonas har derved fundet en mulighed for at være fysisk aktiv på eliteniveau efter at være tvunget at lægge livet som soldat på hylden.

– Jeg synes, at politikerne havde en rigtig god indlevelsesevne i spillet i dag og gik til stålet. Det var fedt, at de ville være med til at sætte fokus på idrætten, som har betydet meget for mit liv. Min deltagelse i DIF Soldaterprojekt har betydet, at jeg har fået det tilbage i mit liv, som fyldte meget før ulykken - nemlig at dyrke idræt. Jeg kommer i en form for meditativ tilstand, når jeg er på vandet. Jeg går i ét med kajakken, mister fornemmelsen for tid og sted og føler mig ikke handicappet. Sidst, jeg oplevede det, var før skaden, da jeg løb. Jeg bruger træningen som både smerteregulering og til at skabe en mental balance i livet, sagde Jonas.

Om DIF Soldaterprojekt
DIF Soldaterprojekt løber fra 2014-2016 og er en overbygning på de forudgående tre års arbejde med at hjælpe skadede soldater, der har betalt en høj pris under udsendelse i internationale militære missioner. Projektet påtager sig et ansvar for at inkludere og hjælpe de skadede soldater videre i livet ved hjælp af idræt. Projektet finder sted i et samarbejde mellem DIF, Dansk Militært Idrætsforbund og Dansk Handicap Idræts-Forbund.