DIF’s matchfixingsekretariat behandler håndboldsag

Dansk Håndbold Forbund (DHF) har indleveret en sag for DIF’s matchfixingsekretariat om mulig uetisk adfærd i forbindelse med en håndboldkamp.
11. jun 2014
Dansk Håndbold Forbund (DHF) har indleveret en sag for DIF’s matchfixingsekretariat om mulig uetisk adfærd i forbindelse med en håndboldkamp.

Har BSV-spillerne stillet Sønderjyske-spillerne 15.000 kr. i udsigt, hvis Sønderjyske kunne besejre Skanderborg i den sidste kamp i grundspillet i herrernes bedste håndboldrække og dermed hjælpe BSV i slutspillet? Og er der i så fald tale om en overtrædelse af DIF’s matchfixinglovregulativ? De spørgsmål skal DIF’s matchfixingsekretariat behandle, efter DHF har indleveret sagen til juridisk behandling.

Indledningsvis vil matchfixingsekretariatet indhente de nødvendige oplysninger fra sagens parter for at klarlægge fakta i sagen. Herefter vil matchfixingsekretariatet foretage en juridisk vurdering af, om DIF’s matchfixinglovregulativ er overtrådt og i så fald skal sagen for matchfixingnævnet, der skal afgøre sagen. Hvis DIF’s matchfixingsekretariat ikke vurderer, at DIF’s matchfixinglovregulativ er overtrådt, så lukkes sagen i DIF-regi. I givet fald vil det være op til DHF og de involverede klubber, om der skal ske mere i sagen. Hvornår, der er en afgørelse i sagen, afhænger blandt andet af, hvor lang tid det tager at klarlægge sagens fakta.

Yderligere kommentarer: Jesper Frigast Larsen, ansvarlig for DIF’s matchfixingsekretariat, jfl@dif.dk, 2428 2101.